Vandt grandprix med Dansevise: Jørgen Ingmann er død

16x9
Jørgen Ingmann vandt Melodi Grand Prix med sin kone, Grethe, i 1963. Foto: Scanpix

Den kendte danske jazzguitarist og Danmarks første vinder af det internationale Melodi Grand Prix, Jørgen Ingmann, er død, 89 år gammel. Det fortæl

Den kendte danske jazzguitarist og Danmarks første vinder af det internationale Melodi Grand Prix, Jørgen Ingmann, er død, 89 år gammel.

Det fortæller hans nære ven, guitaristen Laif Møller Lauridsen til tv2.dk.

Jørgen Ingmann ville være fyldt 90 år i næste måned, men var frisk til det sidste. Dog havde han for nyligt haft influenza, og lørdag morgen bad han sin datter Marie komme forbi hans hjem i Holte med panodiler. Da han ringede igen og bad hende skynde sig, tilkaldte hun en ambulance. Da hun og ambulanceredderne nåede frem, var Jørgen Ingmann død foran sin computer, som han brugte flittigt.

- Det var et meget kærligt menneske, vi mistede i går. Han var en meget rummelig person og meget kærlig person. Han var min bedste ven, siger Marie Ingmann til bt.dk.

Jørgen Ingmann spillede med den kendte jazz-violinist Svend Asmussen i 1940'erne. I 1961 lå han nummer to på den amerikanske Billboard-hitliste med nummeret Apache.

I dag bliver han særligt husket for at vinde det internationale Melodi Grand Prix med sin hustru Grethe Ingmann i 1963 med Dansevise. Det var Danmarks første sejr i den internationale del af konkurrencen.

Sangen vandt det internationale Melodi Grand Prix i 1963.

Efter parret blev skilt i 1975, trak Jørgen Ingmann sig tilbage fra sit offentlige liv.

- Jørgen ville helst være i studiet og derhjemme. Han havde sceneskræk og havde ikke lyst til at optræde, fortæller Laif Møller Lauridsen.

Han holdt tæt kontakt med Jørgen Ingmann og husker et besøg for et par år siden, hvor Jørgen Ingmann tog ham med ud i en nordsjællandsk skov. Her sagde Jørgen Ingmann, at han gerne ville begraves.

- Jørgen brød sig ikke om en masse festivitas og ballade om sig. Så begravelsen bliver formentlig meget privat, og Marie er ved at undersøge, om de kan sprede hans aske i skoven. Det ville være i hans ånd, siger Laif Møller Lauridsen.

De sidste år af sit liv ønskede Jørgen Ingmann ikke at hverken spille eller tale om musik. Dog blev han i mange år ved med se Melodi Grand Prix.

Sine guitarer gav han til Laif Møller Lauridsen, der også har de originale noder til Dansevise.

Jørgen Ingmann har ikke givet interviews de seneste år og brød sig ikke om offentlighedens søgelys. Men privat var han et varmt og hjælpsomt menneske, fortæller Laif Møller Lauridsen.

- Jørgen var et utroligt sødt og dejligt menneske, siger han.

Jørgen Ingmann efterlader sig sin datter Marie, sønnen Lars og fem børnebørn.