Fem ting afslører: Bør du også lægge dit boliglån om?

Om otte dage går det igen løs.

Om otte dage går det igen løs. Ifølge de danske realkreditinstitutter gør de danske boligejere klar til at skifte deres 'gamle' realkreditlån ud med et nyt – i stor stil.

Ifølge den seneste opgørelse har de danske boligejere allerede opsagt fastforrentede lån for over 47 milliarder kroner, og forventningen er, at der vil blive omlagt lån for op til 110 milliarder kroner ved den kommende termin.

Her kan du få svar på, om du bør overveje at lægge dit lån om.

Ifølge Søren Ejlertsen, der er indehaver af virksomheden RealRåd, der rådgiver i realkreditlån, er der god grund til, at konverteringsbølgen ruller. Renten er nemlig lav – historisk lav, lyder hans budskab.

Stor gæld og høj rente
Ifølge Søren Ejlertsen er det svært at give et generelt svar på, hvem der bør udnytte den lave rente og lægge deres lån om, men der er en tommelfingerregel, man kan bruge, når man gennemskue, om man skal ride med på bølgen eller ej.

Den er, at jo højere restgælden og renten er på dit 'gamle lån', desto større er gevinsten ved en låneomlægning.

Langt de fleste boligejere, som i dag har et fastforrentet lån med en rente på 3,5-procent eller derover kan få glæde af at konvertere, men der findes også tilfælde, hvor de, der har et 30-årigt 3-procent lån, bør undersøge muligheden for en låneomlægning, vurderer han.

Her er fem tegn på, at du bør overveje at omlægge dit lån:

  1. Du har en længere tidshorisont end fem år.
  2. Din restgæld er større end 1,5 millioner kroner.
  3. Omkostningerne til selve omlægningen overstiger ikke mere end 1,5 procent af gældens størrelse.
  4. Den besparelse, du får ved at lægge lånet om, skal være have hentet hjem i løbet af fem år.
  5. Vil du skifte fra et 30-årigt 3 procent lån, bør kursen på det lån, du vil skifte til, være højere end 98,5. Ellers bliver dit kurstab for stort.

Det koster kassen at lægge om
En af fordelene ved en konvertering er, at den rente, man betaler, bliver mindre, men der er også en bagside af medaljen: Det ikke er gratis.

Ifølge Søren Ejlertsen koster det mange tusinde kroner - helt op til 30.000 kroner - at lægge sit boliglån om, og det skal man tælle med, når man skal regne besparelsen ud.

Derudover stiger din restgæld, da den kurs, som du optager det nye lån til, er oftest er under kurs 100.

 

Eksempel: Så meget koster en omlægning

Det er ikke gratis at skifte sit 'gamle' realkreditlån ud med et nyere. Her kan du se, hvad det kan koste, hvis du omlægger et lån på to millioner kroner.

Kurtage inkl. kursskæring: 7.100 kr

Stempelafgift: 1.000 kr

Differencerenter: 16.600 kr

Faste omkostninger: 750 kr

Øvrige omkostninger: 8.300 kr

Total: 33.700 kr før skat / 28.400 kr efter skat

Udgifterne er baseret på en konvertering den 25. maj fra et 30-årigt fastforrentet 3,5 procent lån til et tilsvarende 2 procent lån med afdrag. Derudover skal man medtage et kurstab. Er kursen 98,5, er kurstabet på omkring 34.000 kr. Er kursen lavere, er tabet større.