Skal du købe bolig? Her kan du spare tusindvis af kroner

16x9

Der er massive prisforskelle på boligadvokater, og du kan spare masser af penge, når du skal have skrevet skødet til den bolig, du er ved at købe elle

Der er massive prisforskelle på boligadvokater, og du kan spare masser af penge, når du skal have skrevet skødet til den bolig, du er ved at købe eller sælge. Men du skal se dig godt for. 

Prisen for udarbejdelsen af skødet til den bolig, du er ved at sælge eller købe, kan koste mellem 1400 og 8000 kroner – for den eksakt samme ydelse. En forskel på 86 procent. Det viser tal fra Agera.dk

- Skødet er ejendomshandlens vigtigste dokument, fordi det bekræfter, hvem sælger og køber er, og på hvilke betingelser, ejendommen er handlet. Dog er det en rimelig standardiseret og formaliseret proces, og derfor kan nogle advokatfirmaer gøre det billigere, forklarer Martin Hegelund, der er medstifter af firmaet Agera, der specialiserer sig i at indhente tilbud på juridisk og økonomisk bistand. 

Det kan altså have stor påvirkning på din pengepung, når du vælger boligadvokaten, der skal hjælpe dig igennem det juridiske ved et boligkøb- eller salg.

Rigtig dyr kaffe og kage
- Det er en forholdsvis standardiseret vare, du får, når du køber en skødeskrivning. Derfor kan du med fordel finde en advokat, der kan skrive skødet til en fair pris, siger Martin Hegelund til tv2.dk.

Selvom skødet er et relativt almindeligt dokument, anbefaler Martin Hegelund dog ikke, at man automatisk bare går efter den billigste løsning.

- Hos de mere ’klassiske’ boligadvokater vil du i mange tilfælde blive inviteret ind på deres kontor til en snak om det forestående køb eller salg af bolig, hvor de byder på kaffe og kage mens i sammen gennemgår din situation. De billigste tilbud får du online, hvor det hele klares elektronisk, siger Martin Hegelund.

Men kaffe og kage er vel ikke 6600 kroner værd?

- Nej, det kan der være noget om. Der er ingen garanti for, at den dyreste løsning er den bedste til netop din opgave. Du behøver heller ikke vælge den dyreste løsning for at føle dig i trygge hænder, men sørg for, at din boligadvokat har en ansvarsforsikring. Så ender du aldrig selv med regningen, hvis der er fejl i advokatens arbejde, siger han.

Undersøg markedet og spar penge
Ifølge Martin Hegelund ligger den gennemsnitlige pris for en skødeskrivning i Region Hovedstaden på cirka 3500 kroner. Det er en fair pris, men der er ingen grund til at tage det første og bedste tilbud, du finder.

- Sørg for at sondere terrænet. Det kan sagtens være, at du kan få den præcis samme service til to vidt forskellige priser. Derfor er det også uhyre vigtigt at tjekke, hvad du får for pengene, siger Martin Hegelund og fortsætter:

- Du bør også gøre dig nogle tanker om, hvor speciel din bolighandel er. Er det en meget kompleks handel, og der er forhold ved handlen, der skiller sig ud, kan det bedst betale sig at hyre en specialist på området. De ekstra par tusinde er trods alt småpenge i forhold til det, du er ved at købe eller sælge bolig for.

Og så skal du sørge for at have god rådgivning.

- Det er alfa og omega, at du har adgang til kyndig hjælp. Du skal huske, at ejendomsmægleren udelukkende er sælgers mand, så skal du købe bolig, er det rigtig vigtigt, at du har god, uvildig rådgivning. Sørg også for, at advokaten har en forsikring. Ellers hænger du på regningen, siger Martin Hegelund.

Herunder kan du se de dyreste og billigste priser for skødeskrivning i de forskellige danske regioner. 

Foto: Agera.dk

 

Gode råd om advokatbistand ved salg eller køb af bolig

Martin Hegelunds råd til dig, der skal bruge advokatbistand, når du køber eller sælger bolig

- Sørg for, at din boligadvokat har en ansvarsforsikring. Det er et minimumskrav. Hvis noget går galt, dækker advokatens forsikring.

- Undersøg prisniveauet. Hvad får du for dine penge?

- Få uvildig rådgivning, når du køber bolig. Ejendomsmægleren er udelukkende sælgers mand. Derfor har du brug for hjælp.

- I tvivl om du får nok for dine penge? Så brug lidt ekstra. De fleste køber bolig få gange i deres liv, så de ekstra tusinde kroner skal ikke være afgørende.