Draghis milliarder sender euroen ud af hullet

Euro styrkes for første gang i otte handelsdage over for dollar mandag, der er dagen, hvor Den Europæiske Centralbank (ECB) har indledt sit lempelsesp

Euro styrkes for første gang i otte handelsdage over for dollar mandag, der er dagen, hvor Den Europæiske Centralbank (ECB) har indledt sit lempelsesprogram på 60 mia. euro om måneden frem til udgangen af september næste år.

Fredag ramte euro sit laveste niveau over for dollar siden 2003, efter at en stærk beskæftigelsesrapport for februar styrkede dollar betydeligt over for samtlige af den amerikanske valutas største modparter.

Mandag ser ECB-chefen Mario Draghis opkøbsmilliarder dog ud til at løfte euro lidt op igen.

Først på eftermiddagen koster en euro 1,0860 dollar mod 1,0844 dollar per euro sent fredag. Da dollar var på sit stærkeste efter jobrapporten, kostede en euro blot omkring 1,0820 dollar.

- Det er et lille hop tilbage, efter at vi så et skarpt dyk i sidste uge i euro, siger Lee Hardman, der er valutastrateg hos Bank of Tokyo-Mitsubishi UFJ, til Bloomberg News, men fastslår, at tendensen fortsat klart peger mod en dollarstyrkelse.

Det gør den primært, fordi forskellen mellem dem amerikanske og den europæiske økonomi er meget stor. Mens ECB kører storstilede lempelser, er Federal Reserve formentlig snart klar med en renteforhøjelse.