Danskere omsætter for millioner på brugte iPhones

Når du kasserer din udtjente iPhone, kan det måske være svært at forestille sig, at den kan blive noget værd igen.

Når du kasserer din udtjente iPhone, kan det måske være svært at forestille sig, at den kan blive noget værd igen. Men danske Nino Friis og Julius Winther har på godt et år skabt en millionforretning på at reparere gamle iPhones og sælge dem videre.

De to barndomsvenner står bag brugteiphones.dk, der udover en webshop tæller to fysiske butikker. På mandag åbner de en tredje, og i slutningen af 2015 forventer de at have i mellem otte og ti butikker i Jylland, på Fyn og Sjælland.

Tidligere havde Nino Friis en lederstilling i TDC, mens Julius Winther studerede økonomi.

- Ved siden af studiet havde han en hjemmearbejdsplads, hvor han reparerede telefoner for venner og familie. Jeg var der en dag for at få lavet min kærestes telefon. Der var der, vi begyndte at snakke om, at vi skulle prøve det af, lave vores egen butik, fortæller Nino Friis til tv2.dk.

Han sagde sit job op, og Julius Winther droppede ud af studiet. I første omgang reparerede de blot telefoner, men hurtigt viste det sig, at mange var interesserede i at købe brugte telefoner.

I dag har de 15 ansatte, og i år forventer de at omsætte for 30 millioner kroner.

De køber de brugte og måske ødelagte telefoner til mindst 450 kroner.

- Så længe den kan tænde og slukke og ikke har en fugtskade, kan vi bruge den, siger Nino Friis.

Herefter bliver batteriet skiftet ud, og hvis der skader på glasset, skiftes det også. Siden sørger de for, at softwaren er helt opdateret, og så skulle telefonen være så god som ny.

Nino Friis og Julius Winther er nu ved at forhandle med en investor, der vil købe halvdelen af virksomheden. De mangler blot en sidste underskrift. De to fortsætter dog som direktører i firmaet.

Se TV 2 NYHEDERNES indslag fra 2. marts 2015 om Nino Friis og Julius Winther øverst i artiklen.