Lego får bedste resultat nogensinde

Lego kommer ud af 2014 med et nettoresultat på 7 milliarder kroner – det bedste resultat i legetøjskoncernens historie.

Lego kommer ud af 2014 med et nettoresultat på 7 milliarder kroner – det bedste resultat i legetøjskoncernens historie. Salget af produkter inspireret fra LEGO Filmen er med til at booste Legos milliardoverskud.

Lego-figurer inspireret LEGO Filmen samt stærkt salg af produktlinjerne LEGO City og LEGO Creator.

Det er blandt hovedårsagerne til, at den danske legetøjsgigant får det bedste resultat i virksomhedens historie - et nettoresultat på 7 milliarder kroner. En forbedring på 15 procent i forhold til året før, hvor resultatet lød på 6,1 milliarder kroner.

- Jeg er stolt over, at vi har leveret kreativt legetøj og oplevelser af høj kvalitet til millioner af børn over hele verden. Det har resulteret i et meget tilfredsstillende resultat for os, siger topchef i lego-koncernen Jørgen Vig Knudstorp

Udkonkurrerer andre legetøjsselskaber
Mens Lego kan smide 7 milliarder kroner ned på kistebunden, har omsætningen været endnu større. Lego har i alt solgt legoklodser for 28,6 milliarder kroner i 2014 mod 25,3 milliarder kroner året før.

- Lego-koncernen fortsætter de seneste års kraftige vækst i salget, og vi udkonkurrerer udviklingen på det globale legetøjsmarked, skriver selskabet i en meddelelse i forbindelse med regnskabet.

På samtlige Legos markeder har koncernen tocifret vækst i salget, mens det traditionelle legetøjsmarked i de fleste lander kun vokser med encifrede vækstrater.

LEGO Filmen bidrager til rekordresultat
På det største marked – USA – steg salget tocifret, ligesom det også var tilfældet i Storbritannien, Frankrig, Rusland og i Kina.

Blandt Legos mest solgte og mest vækstende produktlinjer i 2014 er LEGO City, LEGO Star Wars, LEGO Creator og LEGO Technic samt serien målrettet piger - LEGO Friends.

Produkter der er tilknyttet Lego Filmen - Et klodset eventyr – bidrog ligeledes til den samlede salgsvækst i alle regioner i verden.

Topchef: Vi vil fortsat vokse mere end markedet
Og troen på egne evner fremadrettet er intakt i den gigantiske danske legetøjskoncern.

- I de kommende år forventes det globale legetøjsmarked at fortsætte med at vokse med encifrede vækstrater. På grund af vores fortsatte fokus på innovation, engagement og global ekspansion, forventer vi, at  vi vil vokse moderat hurtigere end det generelle legetøjsmarked i fremtiden. Vores evne til at innovere og genopfinde lego er nemlig afgørende for vores succes, siger Jørgen Vig Knudstorp.

Legos overlegenhed på legetøjsmarkedet viser sig også ved, at Lego ikke har kaldt et produkt tilbage i de seneste 5 år.

I indslaget herunder kan du høre Lego-topchef Jørgen Vig Knudstorps reaktion på regnskabet fra Lego.

Alt om Lego

Danske Lego har en lang historie bag sig, og er stadig en populær legetøjsfabrikant i hele verden.

Lego er onsdag kommet med regnskab for 2014, der viser fremgang over hele verden.

Her er en række fakta om den danske legetøjskoncern:

  • Lego er et privatejet selskab med hovedkontor i Billund, men har afdelinger over hele verden, og der sælges produkter i mere end 130 lande.
  • Selskabet ejes stadig af familien Kirk Kristiansen, som grundlagde det i 1932.
  • Koncernen beskæftiger sig med udvikling af børns kreativitet gennem leg og læring.
  • Med udgangspunkt i den karakteristiske legeklods forsyner virksomheden børn i mere end 130 lande med legetøj, oplevelser og undervisningsmateriale.
  • Selskabet omsatte i 2014 for 28,6 milliarder kroner.
  • I alle de markeder, hvor Lego gør forretning, var der sidste år tocifret salgsvækst.
  • Sidste år havde Lego i gennemsnit 12.582 medarbejdere.
  • I løbet af 2014 brugte koncernen 3,1 milliarder kroner på udvidelser af produktionen.
  • Koncernens administrerende direktør er Jørgen Vig Knudstorp.

 Kilde: Lego