17.000 danske børn har synsproblemer: Bogstaver er som myrer for Niels

Det kan være svært at lære at læse.

Det kan være svært at lære at læse. Når bogstaverne nærmest myldrer rundt mellem hinanden, kan det næsten være umuligt.

Det kan ni-årige Niels Olsen skriver under på. Han er ordblind, men kæmpede indtil midten af tredje klasse også med en uopdaget synsfejl, som gjorde læsning særdeles vanskeligt for ham.

Imidlertid klarede Niels den obligatoriske synstest hos sundhedsplejersken uden problemer. Og det ærgrer i dag hans mor, Annita Olsen.

- Jeg synes, det er en skam. Han har oplevet alt for mange unødvendige nederlag. Han havde jo ikke behøvet at slås på samme måde, hvis det var blevet opdaget noget før, siger hun.

17.000 børn har bøvl med synet
Men Niels Olesen er langt fra alene. I en stor undersøgelse fra 2014, klagede 17.000 børn i alderen 11 til 15 år, over problemer med synet.

Undersøgelsen blev foretaget i et samarbejde med Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet og Verdenssundhedsorganisationen, WHO, for at skabe mere klarhed omkring skoleelevers helbred, sundhedsvaner og trivsel.

Og 17.000 børn uopdagede synsfejl er alt for mange, mener Lisbeth Sandfeld, øjenlæge ved Roskilde Sygehus. Hun mener derfor, at den nuværende screening for synsproblemer bør forbedres.

- Den nuværende test er rigtig god til at fange nærsynede børn, som for eksempel har bygningsfejl. Men den er ikke så god til at fange dem, som er langsynede - og som altså har svært ved at se, når det foregår tæt på, siger hun.

Forbedret test kan hjælpe
Lisbeth Sandfeld har derfor sat sig for at udvikle en ny og bedre synstest. Den skal ved screeningen kunne fange børn, som er langsynede og har problemer med at afkode former.

Det kan blandt andet lade sig gøre med en særlig brille, og specielle tests, hvor børnene skal finde mønstre og former på et kort.

- Vi håber at kunne finde nogle redskaber, som gør screeningen bedre og mere effektiv, så vi finder de børn, der har synsproblemer, siger Lisbeth Sandfeld.

Håbet er, at testen fremover kan hjælpe med at identificere børn som Niels Olesen. Han har nu fået briller, og det har gjort læsningen en hel del nemmere.

- Bogstaverne er ikke slørede mere, og linjerne forsvinder ikke længere, siger han.