Fire gode råd til dig, der overvejer at købe bolig

16x9
Der er flere ting du bør huske på, hvis du overvejer at købe bolig. Foto: Scanpix

Den danske krone er i øjeblikket under stort pres, og det har trykket renten helt i bund. Som konsekvens tilbyder adskillige realkreditinstitutter

Den danske krone er i øjeblikket under stort pres, og det har trykket renten helt i bund.

Som konsekvens tilbyder adskillige realkreditinstitutter i øjeblikket boliglån til særdeles gunstige vilkår.

Derfor kan det lige nu, for mange købelystne danskere, være særdeles fristende at investere penge i en bolig.

Imidlertid er der flere ting, du som potentiel boligkøbere skal have med i tankerne, før du farer ud og køber bolig. Det fortæller Hans Peter Christensen, der er direktør for finansrådgivningssiden Uvildige.dk.

Her er derfor fire hurtige råd til dig, der overvejer at købe bolig netop nu.

1. Køb efter behov
Først og fremmest råder Hans Peter Christensen til, at mulige boligkøbere ikke tænker for meget i investeringsmuligheder og profit.

I stedet bør man ifølge ham kun købe bolig, hvis man har brug for det.

-  En bolig en mest af alt en investering, der skal bruges. Det skal være noget, man køber, fordi man har et reelt behov, og ikke kun efter et ønske om at tjene penge, siger han til tv2.dk.

2. Tænk langsigtet
Det kan dog være let, især for førstegangskøbere, at blive revet med, når betingelserne på boligmarkedet er særligt gunstige. 

I farten glemmer mange imidlertid, at der er en hel del transaktionsomkostninger forbundet med boligkøb. Derfor bør man kun købe bolig, hvis man planlægger at blive boende over en årrække.

- Der er alle mulige udgifter forbundet med boligkøb, for eksempel tinglysning, skrivning af skøde og ejerskifteforsikring. Den gyldne tommelfingerregel er derfor, at man skal regne med at blive boende i mindst fem år, hvis man ikke vil tabe penge på papirarbejde, siger Hans Peter Christensen.

3. Husk beliggenheden
Netop den langsigtede tankegang gælder også, når man skal kigge på selve boligens beliggenhed.

Her er det nemlig vigtigt at overveje, om beliggenheden også vil være hensigtsmæssig for dig om for eksempel fem år.

- Vi har jo skiftende behov gennem livet, og en bolig kan måske nok udbygges og ombygges, men den kan ikke flyttes - og det skal man have i baghovedet, når man køber siger Hans Peter Christensen.

4. Undersøg lånemulighederne
Sidst, men ikke mindst peger Hans Peter Christensen på, at det sagtens kan betale sig at undersøge lånevilkårerne hos flere forskellige pengeinstitutter, før du bestemmer dig.

Der kan nemlig nemt være penge at spare, hvis du bruger lidt tid på at sætte dig ind i de forskellige lånetilbud på markedet.

- Man kan jo sige det sådan, at det altid er gratis at spørge. Undersøg derfor gerne mulighederne hos i hvert fald 2-3 forskellige banker, siger Hans Peter Christensen.