DF’er brugte "usmageligt" Facebook-foto: - Jeg beklager meget

16x9
Billede af en skambidt pige bragt i forbindelse med en anden historie Foto: Screendump fra Facebook

Dansk Folkepartis folketingskandidat Søren Lund Hansen er kommet i modvind på Facebook, efter at han søndag opdaterede sin status med en sag fra Sverige, hvor en 15-årig arabisk dreng har slået en jævnaldrende svensk dreng.

Som vedhæng til den historie valgte Søren Lund Hansen at viderebringe et billede, som intet har med sagen at gøre - billedet viser en fireårig pige fra Wales, som tilbage i 2008 blev skambidt af en hund.

Opdateringen med det forkerte billede har i løbet af det seneste døgn affødt flere reaktioner på Søren Lund Hansens to Facebook-sider, både den private og den offentlige. Flere nævner, at DF’eren bruger det falske billede som et forsøg på at manipulere med indvandrerdebatten.

Jette Rønberg, der selv er medlem af Dansk Folkeparti skriver:
- Jeg syntes simpelthen at det er usmageligt, at bruge det billede der, og dit opslag siger jo intet om, at dette er en lille pige, der er bidt af en hund. Vi skal forledes til at tro, at historien omhandler personen på billedet. Nu er jeg selv medlem af DF, MEN VILLE ALDRIG promovere mig selv på den måde, lad historien stå for sig selv, den er grotesk nok, uden at bruge andres billeder.

På samme væg skriver Jeanet Lykke Petersen:
- Tydeligt at det giver pote, at angle til laveste fællesnævner med lidt manipulation i form af et billede, der intet har med sagen at gøre. Flovt.

DF'er: Jeg lagde ikke mærke til billedet
Mandag morgen er det en ærgerlig Søren Lund Hansen, som tv2.dk fanger på telefonen. Han beklager, at billedet er blevet vedhæftet på hans opdatering. Han hævder, at han ikke havde lagt mærke til billedet, men kun fokuseret på selve historien.

- Jeg har kopieret hele historien fra en svensk avis, og jeg har også skrevet i tekstfeltet, at den person på billedet ikke er den samme som i historien.

Men du har først redigeret din tekst syv timer senere, efter at flere havde gjort dig opmærksom på det. Har du forsøgt at manipulere historien ved at bruge det billede?

- Jeg prøver overhovedet ikke at manipulere. Jeg har kun læst teksten og ikke skænket billedet en tanke.  Jeg har kopieret det fra en anden side, hvor der var et link til en svensk avis. Jeg har uheldigvis ikke fået linket med på min egen kommentar. Så der er jeg blevet lidt klogere, fremover husker jeg at få linket med, siger Søren Lund Hansen, der dog ikke kan huske, hvilken svensk avis, han tog historien fra.

Sagen handler om 15-årige drenge, og på billedet kan man ikke undgå at se, at det er et lille skambidt barn. Hvordan lagde du ikke mærke til det?

- Jeg har ikke været kritisk nok. Jeg har forholdt mig til teksten og ikke set på det vedhæftede billede. Men nu er jeg blevet klogere, så det beklager jeg meget, siger Søren Lund Hansen til tv2.dk.

Søren Lund Hansen har mandag morgen valgt at slette sin opdatering på Facebook. Se opslaget i billedet herunder

No caption
No caption

I forbindelse med opslaget var dette billede sat på.

No caption
No caption

Søren Lund Hansen siger, at han ikke var opmærksom på billedet,

Posted by TV 2 NYHEDERNE on Monday, January 19, 2015