Muslimsk kvinde masseanmelder danskere for racisme og terror

16x9
Her er et af de politianmeldte opslag. Foto:

Sylwia Siv har fulgt udlændinge- og integrationsdebatten nøje de seneste par år.

Sylwia Siv har fulgt udlændinge- og integrationsdebatten nøje de seneste par år. Hun er muslim og aktiv debattør på facebook, men nu har hun fået nok. Hun har fået nok af krænkende og stødende kommentarer på internettet skrevet af etniske danskere. Derfor har hun nu samlet en mappe med knap 100 opslag fra facebook, som hun har politianmeldt til Østjyllands Politi.

I politianmeldelsen, som TV 2 har fået tilsendt, skriver Sylwia Siv:
"Jeg har flere gange været ved at indgive anmeldelser af de kommentarer, som jeg støder på både på internettet og på gaden. Men jeg har, lige som så mange andre, ikke ville bruge al den tid det kræver at anmelde små kommentarer, af frygt for det ville være spild af tid. Men jeg er efter lang tids overvejelse heldigvis kommet på bedre tanker, for selvfølgelig bliver en politianmeldelse i Danmark taget seriøst."

Mappen med opslag er sendt til Østjyllands Politi, og den indeholder navne på knap 100 danskere, der ifølge Sylwia Siv har ytret sig i krænkende vendinger mod muslimer. Sylwia Siv ønsker personerne dømt for racisme eller opfordring til terror.  

De knap 100 mennesker som Sylwia Siv har anmeldt til politiet risikerer nu både bøde eller fængselsstraf, hvis politiet vælger at rejse en sag.

Ifølge Sylwia Siv er mange af opslagene så grove, at de direkte opfordrer til terror. Andre af opslagene er decideret racistiske eller opfordrer til vold og selvtægt.

Det tog lang tid for Sylwia Siv at beslutte sig for at indberette opslagene. Men efter at have indsat andre ord som "politi" eller "Kongehuset" i stedet for muslim, var hun ikke i tvivl. I politianmeldelsen skriver Sylwia Siv:

"Jeg har vendt og drejet alting, prøvet at finde på undskyldninger for disse folk, men intet har endnu givet mig ro. Jeg prøvede at indsætte ordet ”politi” eller ”Dronning Margrethe” alle de steder, hvor der stod ”muslim” og ligeledes udskifte ordet ”moske” med ”politigård” eller ”kongehuset”, og det gav mig min endelige beslutning. Det ville aldrig være i orden at opfordre til at bombe eller brænde en politigård og da overhovedet ikke kongehuset. Ligesom det aldrig ville være i orden at opfordre til at dræbe eller tæske en politibetjent eller Dronning Margrethe."

Da den 23-årige talsmand for Kaldet til Islam, Abu Ubaydillah, efterfølgende blev sigtet for at have billiget terrorangrebet i Paris, var Sylwia Siv sikker på, at hun ville politianmelde opslagene.

Østjyllands Politi ønsker ikke at stille op til et interview i dag. Men bekræfter overfor TV 2, at det nu arbejder med anmeldelsen. 

TV 2 har også forsøgt at få en kommentar fra PET, der ikke vil kommentere sagen.

Du kan høre mere om historien i aften i 22 Skammelsen.

 

Om Sylwia Siv

  • Sylwia Siv arbejder til daglig som hjemmehjælper.
  • Først konverterede hun til islam. Efterfølgende blev hun gift med en muslimsk mand.
  • Sylwia Siv kommer ofte i Grimhøj-moskéen.