Gidseltager sættes i forbindelse med tredje skyderi

Terroristen Amedy Coulibaly, der fredag dræbte en politikvinde og siden tog gidsler i et jødisk supermarked, hvor fire blev dræbt, sættes nu i forbind

Terroristen Amedy Coulibaly, der fredag dræbte en politikvinde og siden tog gidsler i et jødisk supermarked, hvor fire blev dræbt, sættes nu i forbindelse med et tredje skyderi. Det skriver nyhedsbureauet AP.

Ifølge anklagemyndigheden i Paris skød Amedy Coulibaly tidligere på dagen for Charlie Hebdo-angrebet en kondiløber.

Skyderiet skete i den parisiske forstad Fontenay aux Roses, hvor kondiløberen blev alvorligt såret.

Patronhylstre fundet på gerningsstedet stammer angiveligt fra det samme automatvåben, som Amedy Coulibaly benyttede i gidseltagningen.

Fredag tog Amedy Coulibaly adskillige mennesker som gidsler i et jødisk supermarked. Her blev fire gidsler ofre for terroristen, inden han blev overmandet og dræbt af fransk politi.

Amedy Coulibalys kæreste og mulige medskyldige, den 26-årige Hayat Boumeddiene, er stadig eftersøgt.

De blev dræbt i Hebdo-attentatet

Frédéric Boisseau, pedel

Jean Cabut, tegner

Elsa Cayat, klummeskribent

Stephane Charbonnier, redaktør og tegner

Philippe Honoré, designer

Bernard Maris, klummeskribent

Mustapha Ourrad, redaktør

Michel Renaud, gæsteredaktør

Bernard Verlhac, tegner

Georges Wolinksi, tegner

Ahmed Merabet, politibetjent

Franck Brinsolaro, Charbonniers bodyguard