Det store overblik i billeder og grafik: Sådan forløb angrebet på Charlie Hebdo

12 personer mistede livet, og 11 blev kvæstet, da to bevæbende mænd  onsdag 7. januar 2015 angreb det franske satire-magasin Charlie Hebdo i Paris. Tv2.dk giver dig her overblikket over hændelsesforløbet:

Onsdag 11.25
Tegner på Charlie Hebdo, Corinne Rey, også kendt som Coco, har lige hentet sin datter i børnehave og er på vej ind på redaktionen på rue Nicolas Appert i Paris.

Charlie Hebdos sidste forside fra den 7. januar inden avisen blev udsat et terrorangreb, der kostede 12 mennesker livet.
Charlie Hebdos sidste forside fra den 7. januar inden avisen blev udsat et terrorangreb, der kostede 12 mennesker livet. Foto: Charlie Hebdo

To mænd ankommer i en sort, stjålet Citroën med tonede ruder. De er bevæbnet med hver deres kalashnikov og de bærer elefanthuer og skudsikre veste.

- Da jeg kom til hoveddøren til magasinets bygning med hende (datteren, red.), truede to maskerede og bevæbnede mænd os – voldeligt. De ville ind, ovenpå. Jeg tastede adgangskoden ind. De talte perfekt fransk. De sagde, at de var fra al-Qaeda, siger Corinne Rey til humanite.fr.

11.30
De to gerningsmænd går først ind i et andet medies kontor i bygningen. De spørger efter Charlie Hebdo og affyrer to skud, der rammer en dør og et vindue.

Inden mændene når Charlie Hebdos mødelokale, skyder og dræber de pedellen Frédéric Boisseau.

Omkring 15 ansatte på Charlie Hebdo er midt i et redaktionsmøde. De to bevæbnede mænd brager ind.

- Hvor er Charb? Hvor er Charb? Råber de.

Charb er Stéphane Charbonnier, redaktør på bladet.

Redaktør Stéphane Charbonnier er blandt de dræbte.
Redaktør Stéphane Charbonnier er blandt de dræbte. Foto: Polfoto

11.40
Laurent Léger, skribent på Charlie Hebdo, er til stede i mødelokalet. Han ringer til en ven.

- Ring til politiet. Det er en nedslagtning, et blodbad. Alle er døde, siger han ifølge liberation.fr.

Ti personer i lokalet bliver dræbt, blandt andet redaktør Charbonnier, en betjent, der var hans bodyguard, og flere prominente tegnere.

Gerningsmændene råber angiveligt ofrenes navne, idet de bliver skudt. Flere gange råber de også Allahu Akbar, som betyder 'Gud er stor.'

De to mænd løber ud af bygningen og ifølge vidner nærmest direkte ind i en politibil. En skudveksling følger.

En politimand, Ahmed Merabet, bliver dræbt ved et skud i hovedet, da han ligger på jorden.

Foto: Privatoptagelse

Mændene stikker af i den sorte Citroën.

De kører tre en halv kilometer til krydset mellem rue Sadi-Lecointe og rue de Meaux.

- Bilen blev stoppet midt på vejen. To store, sorte fyre klædt i militær-agtigt udstyr steg ud. De hev en mand på omkring 60 år ud af bilen bagved, en grå Renault Clio. De kravlede ind og sagde: ”Du kan fortælle medierne, at vi er fra al-Qaeda i Yemen.” Jeg var fem eller ti meter derfra. Fyren sagde: ”Vent lad mig få min hund.” De lod ham få sin hund ud af bilen, før de kørte videre. Politiet ankom fem minutter efter, siger vidnet Cedric Le Bechec til 20minutes.fr.

Tryk dig igennem grafikken for at se, hvad vej de to gerningsmænd flygtede.

Middagstid
Politiet bekræfter, at de har mistet sporet af gerningsmændene.

Onsdag aften
Frankrigs præsident, Francois Hollande, holder en tv-transmitteret tale til nationen.

- At stå sammen er vores bedste våben, siger han.

De næste tre dage er nationale sørgedage.

Klokken 22
Politiet offentliggør navnene på tre mistænkte, blandt andet 18-årige Hamyd Mourad, hvis id-kort angiveligt blev fundet i den efterladte flugtbil. Han meldte sig selv på politistationen i Charleville-Mézières, 230 kilometer fra Paris, i aftes. Flere af hans venner siger, at han var i skole, da angrebet fandt sted, og han bliver løsladt uden sigtelse.

Natten til torsdag
De to gerningsmænd bliver identificeret som brødrene Chérif Kouachi, 32, og Said Kouachi, 34. Chérif Kouachi blev i 2008 idømt tre års fængsel for at hjælpe unge fra Frankrig til Irak for at deltage i hellig krig.

Torsdag 11.25
Kouachi-brødrene ses på en tankstation nordøst for Paris, hvor de stjæler mad og benzin. Specialstyrker sendes efter dem, men de er væk.

Torsdag eftermiddag
Eftersøgningen af brødrene centrerer sig om Retz-skoven, hvor de skulle være flygtet til efter at have efterladt deres bil.

Fredag morgen
Kouachi-brødrene kaprer en Peugeot 206 ved byen Crépy en-Valois og bliver opdaget her. Politiet jagter dem på motorvejen N2 over 27 kilometer. Brødrene flygter herefter ud af bilen og begynder at skyde mod politiet. Det sker godt 35 kilometer nord for Paris. Sais Kourachi bliver ramt i halsen, men det lykkedes alligevel for brødrene at flygte til fods. De når ind i en industribygning omkring klokken halv ti om formiddagen. Direktøren hilser på Chérif Kourachi, som fortæller ham, at de ikke dræber civile. Direktøren alarmerer politiet.

En længere belejring af bygningen begynder. En af de ansatte i bygningen gemmer sig og sender beskeder til politiet om brødrenes færden.

Fredag omkring klokken 14
Mens Kourachi-brødrene er fanget af politiet, angriber deres ven Amedy Coulibaly, som de har mødt i fængslet, et jødisk supermarked i Paris-forstaden Porte-de-Vincennes. Han dræber fire jøder og tager yderligere 15 som gidsler, som han truer med at slå ihjel, hvis ikke brødrene fik lov at slippe væk. Angiveligt er Coulibaly være i løbende kontakt med dem, mens begge dramaer udspiller sig.

Supermarkedet her blev angrebet af Amedy Coulibaly, og fire mennesker blev dræbt.
Supermarkedet her blev angrebet af Amedy Coulibaly, og fire mennesker blev dræbt. Foto: Scanpix

Fredag 16.30
Tre eksplosioner høres tæt ved bygningen, hvor Kourachi-brødrene stadig er under belejring

Fredag klokken 17
Via helikopter sættes en politistyrke ind på taget af bygningen. Men før de kan trænge ind, flygter Kourachi-brødrene ud af bygningen og skyder mod politiet. De bliver begge dræbt af politiet, uden at andre kommer til skade.

Fredag klokken 17.09
Fire granater går af ved det jødiske supermarked og politiet rykker ind. Coulibaly angriber betjentene og bliver skudt og dræbt. Flere andre bliver såret, men ingen andre end gerningsmanden dør.

Amedy Coulibaly blev dræbt af politiet. Han blev dermed den sidste dræbte under det tre dage lange drama i Paris og omegn.
Amedy Coulibaly blev dræbt af politiet. Han blev dermed den sidste dræbte under det tre dage lange drama i Paris og omegn. Foto: Scanpix

De blev dræbt i Hebdo-attentatet

Frédéric Boisseau, pedel

Jean Cabut, tegner

Elsa Cayat, klummeskribent

Stephane Charbonnier, redaktør og tegner

Philippe Honoré, designer

Bernard Maris, klummeskribent

Mustapha Ourrad, redaktør

Michel Renaud, gæsteredaktør

Bernard Verlhac, tegner

Georges Wolinksi, tegner

Ahmed Merabet, politibetjent

Franck Brinsolaro, Charbonniers bodyguard

 Det franske satiremagasin Charlie Hebdo har flere gange karikeret muslimske ledere og profeten Muhammed, og de satiriske udgivelser har gennem flere år udløst muslimers vrede.

  • Allerede i februar 2006 valgte magasinet at genoptrykke de 12 tegninger af profeten Muhammed, som Jyllands-Posten i september 2005 havde offentliggjort. Ud over de danske tegninger havde magasinet også en række egne tegninger med samme tema.
  • I 2011 blev magasinet udsat for et brandattentat efter at have bragt en forside med profeten Muhammed.
  • I 2012 valgte franske ambassader og konsulater i omkring 20 lande at holde lukket i forbindelse med en fredagsbøn, efter magasinet havde offentliggjort nye satiretegninger af profeten Muhammed.
  • I 2013 udgav magasinet et særnummer på 64 sider med en tegneserie, der beskrev profeten Muhammeds liv.
  •  7. januar 2015: Bevæbnede mænd trænger ind på magasinets redaktion i Paris, og dræber 12 personer.