Løkke fordømmer angreb: Tyder på nogen har voldtaget islam

Lars Løkke Rasmussen føler både forfærdelse og afsky oven på onsdagens blodige angreb på satiremagasinet Charlie Hebdo i Paris, hvor 12 personer er blevet dræbt.

Det tre gerningsmænd er fortsat på fri fod og derfor ikke identificeret, men videooptagelser fra stedet viser, at de råbte ”Allah er stor” i forbindelse angrebet, og derfor opfordrer Lars Løkke Rasmussen nu alle dele af det danske samfund, men særligt muslimerne, til at fordømme angrebet.

- Der er nogen, der øjensynligt har voldtaget en af verdens største religioner og på en fuldstændig fanatisk måde har dræbt uskyldige mennesker, siger Lars Løkke Rasmussen og tilføjer:

- Det skal der tages afstand fra, og det skal der gøres af alle dele af det danske samfund og i særlig grad måske også netop fra de grupper, som har en kærlighed til den religion, som i dag er blevet misbrugt i et morderisk angreb.

Lars Løkke Rasmussen fortæller, at det vil gå ham rigtigt meget på, hvis der er nogen, der taber hovedet og bruger det, der ifølge ham ”formentlig er et fantatisk angreb på ytringsfriheden” til at lægge en befolkningsgruppe (muslimerne, red.) for had.

- Og derfor er det så vigtigt, at alle dele af det danske samfund siger fra overfor det her, siger han.

Venstre-formanden kalder angrebet på Charlie Hebdo for et angreb på selve fundamentet under hele det  frie, vestlige samfund. I samme ombæring opfordrer han alle til at fortsætte et normalt liv og ikke lade sig kue af angrebet.

- Hvis vi først lader os skræmme og begynder at udøve selvcensur, har vi for alvor givet efter, siger han.

Lars Løkke Rasmussen fortæller desuden, at han har fuld tillid til, at alle de hjemlige sikkerhedssystemer er rustet til at forhindre angreb i Danmark.

Du kan læse mange flere politiske reaktioner HER.