Ekspert om Fitness World-reklame: De taler jo bare til deres kunder

En reklamefilm fra træningskæden Fitness World har i de første dage af det nye år vakt forargelse.

En reklamefilm fra træningskæden Fitness World har i de første dage af det nye år vakt forargelse. Reklamen, som du kan se herover, bliver kritiseret for at være sexistisk og nedværdigende mod kvinder, og sagen har udviklet sig til en mindre 'shitstorm' mod Fitness World.

Men spørger man Benjamin Rud Elberth, der er ekspert i digital kommunikation, så er sagen blot en (shit)storm i et glas vand.

- Jeg tror ikke, at der er mange, der kan hidse sig op over det her. Uanset hvordan man vender og drejer det, så har Fitness World lavet en reklamefilm, der kommunikerer til målgruppen. Den taler det sprog, som deres medlemmer taler. Man skal ikke bladre ret længe på Instagram for at se samme målgruppe svare hinanden med tags og gloser, som ligner dem fra Fitness Worlds kampagne, siger Benjamin Rud Elberth til tv2.dk.

Selv om reklamen ikke får Benjamin Rud Elberths sind i kog, så mener dog han ikke nødvendigvis, at Fitness World har gjort et godt stykke arbejde. På et punkt mener han, at kampagnen ikke er så gennemtænkt, men mere bærer præg af et eksperiment.

- Fitness World er den største træningskæde i Danmark, så i virkeligheden har de ikke behov for andet end at forsvare positionen. De har principielt set ikke behov for en masse opmærksomhed, så der skyder de nok en smule forbi med reklamen, for i det her tilfælde er negativ opmærksom ikke nødvendigvis god PR, når man er markedsledende. De burde nok i stedet have holdt sig til det klassiske januartilbud henvendt til folk, der gerne vil tabe sig i det nye år.

Inflation i shitstorms
I løbet af 2014 så man en række sager, der voksede sig store på de sociale medier og i nyhedsmedierne, heriblandt sagen mod Københavns Zoo efter aflivningen af giraffen Marius, Kählervase-sagen og senest shitstormen mod Jensens Bøfhus.

 - Der er gået inflation i shitstorms, så jeg forudser, at der kommer til at være mange lignende sager i det nye år, som får markant sværere ved at vokse sig kæmpestore, fordi man har fundet ud af, at det ikke rigtig rykker noget alligevel. Den her sag med Fitness World ligger langt under de shitstorms, vi så sidste år, for der er ikke nogen, der skal ud og undskylde noget. Det er en 'done deal', og jeg tror ikke på, at det kommer til at koste Fitness World en krone, siger Benjamin Rud Elberth.

Tv2.dk har tidligere mandag været i kontakt med Fitness Worlds’ direktør Per Lyngbak Nielsen, som ikke ser det ikke som noget problem, hvis mandlige medlemmer skulle vælge at tiltale de kvindelige medlemmer med ordene fra reklamen. Det kan du læse mere om her.

Hvad synes du om reklamen – er den ok eller over stregen? Følg debatten på Facebook