Farlige krysantemumbomber bag to dødsulykker nytårsnat

Fyrværkeriulykken, der nytårsnat har kostet tre mennesker livet i Nordjylland, er sket i forbindelse med affyring af krysantemumbomber, hvor et ”bombe

Fyrværkeriulykken, der nytårsnat har kostet tre mennesker livet i Nordjylland, er sket i forbindelse med affyring af krysantemumbomber, hvor et ”bomberør” har været anvendt til affyringen. Det oplyser vagtchefen fra Nordjyllands Politi, Heine Hansen, i en pressemeddelelse.

De to ulykker er sket i henholdsvis Assens og Skjellerup, og ifølge politiet er det endnu uvist, om de to ulykker kan kædes sammen.

I den ene ulykke er en 37-årig familiefar omkommet, mens der i den anden ulykke er tale to mænd på henholdsvis 24 og 25 år.

Heine Hansen oplyser desuden, at politiet på nuværende tidspunkt fortsat ikke ved, hvordan og hvorfor affyringen – der skete på åben mark – er gået galt.

To andre personer på 24 og 28 år er ved de to ulykker kommet ”svært til skade” og er i løbet af natten blevet bragt til Rigshospitalet.

Ved det ene ulykkessted blev bomberyddere efterfølgende tilkaldt.

Denne bombe er filmet på ulykkesstedet i Skjellerup i Nordjylland
Denne bombe er filmet på ulykkesstedet i Skjellerup i Nordjylland Foto: TV 2 Nord

Krysantemumbomber fundet lillejuleaften efter tip
Krysantemumbomber er ulovlige medmindre man er professionel fyrværker. Alligevel har de farlige bomber været i omløb op til nytår.

For en uge siden på lillejuleaften blev en 45-årig mand fra Tylstrup i Nordjylland eksempelvis anholdt efter fund af en stor mængde ulovligt fyrværkeri svarende til 40 kilo sprængstof, herunder flere krysantemumbomber, i mandens hjem. Om sagen har sammenhæng med nattens to dødsulykker, vides ikke.

Også i Midt- og Vestjylland fandt politiet mandag under en ransagning hos en 23-årig mand 42 krysantemumbomber i størrelserne fire, fem, seks og otte tommer.

Krysantemumbomber er fyrværkeri, der består af en kuglerund bombe, der skydes højt op i luften af en krudtladning i et affyringsrør. Selve bomben antændes ved afskydningen og eksploderer i stor højde – på himlen ser det ud som en stor kugle eller buket spredes ud.