Millionforretning: Danskere sælger 120.000 plante-blyanter om måneden

16x9
Forvandling: Plant en blyant og få både krydderurter og tomater. Foto: Sprout

Fra blyant til krydderurt. Det er kort sagt konceptet bag det danske firma Sprout, der har udviklet en blyant, som kan plantes, når den ellers vill

Fra blyant til krydderurt.

Det er kort sagt konceptet bag det danske firma Sprout, der har udviklet en blyant, som kan plantes, når den ellers ville være brugt op.

For halvandet år siden lancerede danske Michael Stausholm blyanten lavet af bæredygtige materialer, der kan plantes og udvikle sig til alt fra basilikum til cherrytomater. Siden lanceringen er ideen, som oprindeligt er udviklet af amerikanske studerende, blevet en stor kommerciel succes med 120.000 solgte blyanter om måneden og en omsætning i omegn af seks-syv millioner kroner. I alt har Sprout solgt over en million spirende blyanter.

Adm. direktør og stifter Michael Stausholm vidste godt, at idéen var god, men han er alligevel overrasket over successen.

- Det har været ret overvældende, at en god og bæredygtig idé også har vist sig at være en kommerciel succes. Jeg tror, det skyldes flere ting. Blyanten appellerer til folks sunde fornuft, altså at genbruge det, der ellers skulle være smidt ud. Desuden er urban gardening blevet populært de senere år. Mange ikke-havemennesker begynder nu at ville have noget liv og blomster, og det kan blyanten tilbyde på en simpel måde. 

Hjulpet af udenlandske bloggere
Et andet aspekt af den store succes er de mange bloggere fra hele verden, der har vist interesse for blyanten. I begyndelsen kontaktede Michael Stausholm og hans team selv en række bloggere, men efterfølgende har rygtet om blyanten spredt sig til 50 lande.

- Vi sendte et par prøver til forskellige bloggere i Europa, og det fik rygtet til at sprede sig som ringe i vandet. Italien er i øjeblikket vores største marked, og vi får henvendelser fra italienske bloggere hver dag, siger Michael Stausholm.

Sprout har netop fået patent til blyanten på det amerikanske marked og vil i fremtiden satse stort i denne del af verden. Udover en spirende blyant sælger virksomheden også andre produkter såsom gaveæsker og kort. 

Den spirende blyant

  • Ideen til blyanten kom oprindeligt fra et par amerikanske studerende. De søgte finansiering via crowdfunding-siden kickstarter.com, og herfra kom Micael Stausholm ind i projektet. Siden har han købt rettighederne til konceptet og sælger nu blyanten i 50 lande.
  • Sprout-blyanten er produceret udelukkende af bæredygtige og let-nedbrydelige materialer.
  • For enden af blyanten er der en kapsel, hvori de spirende frø ligger.
  • Blyanten fås i 12 forskellige varianter, heriblandt basilikum, grøn peber, cherrytomater og morgenfrue.