Minister tilfreds med Udlændingestyrelsens nye svar

- Et rodet forløb.

Sådan lyder det fra justitsminister Mette Frederiksen (S) efter, at hun onsdag fik den anden redegørelse på to dage fra Udlændingestyrelsen om udarbejdelsen af den omstridte landerapport om Eritrea.

Men hun har nu fået svar på de spørgsmål, hun mente stod tilbage efter den første redegørelse, hvor ministeren ikke følte, at hun fik svar på, hvorfor styrelsen pludselig brugte helt andre metoder, end man plejede.

- For det første afviser styrelsen meget klart alle beskyldninger om politisk indblanding. Styrelsen skriver, at man ikke har forsøgt at tegne et bestemt billede af situationen i Eritrea, skriver Mette Frederiksen i en pressemeddelelse.

- For det andet kan jeg konstatere, at styrelsen har beskrevet sine overvejelser om, hvordan rapporten er bygget op, og hvordan kilderne er anvendt. Også i den forbindelse afvises nogen form for politisk indblanding.

Og så understreger ministeren, at man ikke vil bruge de dele af rapporten, som kilderne har trukket sig fra, i asylbehandlingen:

 - Den del af rapporten, som der har været kritik af - og som kilderne har trukket sig fra - har ikke haft og vil heller ikke få nogen betydning. De oplysninger har altså ikke haft og vil heller ikke få nogen betydning, skriver ministeren.

- Jeg afventer ombudsmanden
Mette Frederiksen afventer nu de overvejelser, som ombudsmanden måtte have i forhold til at gå ind i sagen, lød det videre:

- Ombudsmanden har vist interesse for sagen, og jeg stiller alle oplysninger og alle informationer til rådighed for ombudsmanden, men jeg bliver nødt til at afvente de overvejelser, som ombudsmanden gør sig.

Derudover påpeger Mette Frederiksen, at der stadig står en medarbejdersag tilbage:

- Den skal selvfølgelig undersøges på ordentlig vis og gå sin almindelige gang, siger Mette Frederiksen med henblik på de to sygemeldinger, som fulgte i kølvandet på Udlændingestyrelsens omdiskuterede rapport om Eritrea.

TV 2's politiske journalist, Sophie Bremer, forklarer:

- Mette Frederiksen kan ikke selv bede ombudsmanden om at se på sagen. Det, der ligger tilbage lige nu, er altså, at Udlændingestyrelsen har undersøgt Udlændingestyelsen - altså har systemet undersøgt sig selv. Og det er der jo nogen, der kan stille spørgsmålstegn ved, om er godt nok. Derfor afventer man nu, om ombudsmanden tager sagen op, siger hun.