Historisk måling: DF er Danmarks største parti

Se indslaget fra TV 2 NEWS i klippet ovenfor. Nederst i artiklen kan du desuden høre TV 2's politiske journalist Olav Christensen kommentere på meningsmålingen.

Dansk Folkeparti som landets største parti. 

Det er for første gang nogensinde resultatet af en meningsmåling, foretaget af Megafon for TV 2 og Politiken.

Var der valg i dag, ville 21,2 procent af vælgerne sætte kryds ved Kristian Thuelsen Dahls parti. En fremgang på godt et procentpoint i forhold til oktober-målingen.

Samtidig går Venstre to procentpoint tilbage og står til 20,9 procent af stemmerne - og færre end hver femte vælger vil sætte kryds ved Socialdemokraterne.

 - Selvfølgelig er den statistiske usikkerhed ved den her måling langt større end de få promille, der adskiller Dansk Folkeparti og Venstre. Men alligevel: Det her er en historisk Megafon-måling med DF som største parti og med massevis af symbolik, siger TV 2s politiske analytiker Peter Lautrup-Larsen.

Presset på Thulesen Dahl vokser
- Det er jo en fantastisk måling for Dansk Folkeparti, siger partiformand Kristian Thulesen Dahl og fortsætter:

- Men jeg ved jo også godt, at næste gang er der sikkert en måling, hvor vi går tilbage igen. Og sådan svinger det op og ned. Vi vil gerne have danskernes opbakning og vi slås hver eneste dag for det. Og det afgørende er den dag vi stemmer til folketingsvalget.

Partiformanden peger selv på de seneste måneders asyldebat som en af årsagerne til fremgangen.

- Jeg tror ikke, der er nogen tvivl om, at asyldebatten – at der er kommet ganske mange de seneste måneder – selvfølgelig påvirker en hel del danskeres holdning til, hvad der bør gøres på Christiansborg. Og det har Dansk Folkeparti jo en klar holdning til.

Peter Lautrup Larsen understreger også, at et situation hvor DF og Venstre går til valg med målinger, der spår dem omtrent lige store, vil medføre fornyet pres på DF-formanden.

- Det vil blive sværere for Thulesen Dahl at gemme sig i skyggen af Thorning og Løkke i en valgkamp, hvis målingerne kommer til at se sådan ud. Medierne vil gå hårdt til ham, og presset på ham vil vokse: Kan DF fortsat sige nej til regeringsansvar, hvis de er landets største parti?, spørger Peter Lautrup Larsen.

Selv afviser Kristian Thulesen Dahl dog, at en måling som denne kan få ham til at se anderledes på DF som muligt regeringsparti.

 - Vores linje er fuldstændig uændret – vi placerer os der, hvor vi mener, at vi får størst indflydelse. Og vi er stadigvæk af den overbevisning, at selvom der måtte komme et flertal for et regeringsskifte, så vil den største indflydelse for Dansk Folkeparti ikke ligge i at søge i regering, men i at være et parti, de andre bliver nødt til at ringe til, når de skal lave noget politik.

Megafon-målingen viser samtidig et solidt forspring til partierne, der peger på Lars Løkke Rasmussen som statsminister. 55,2/44,8 lyder procentfordelingen i blå bloks favør.

Der skal senest afholdes valg til Folketinget i september 2015. 

 

Hele målingen

(Tallene i parentes er fra sidste måling)

Socialdemokraterne: 19,8 (20,9) Valget: 24,8

Radikale Venstre: 8,3 (8,5) Valget: 9,5

Det Konservative Folkeparti: 6,2 (5,1) Valget: 4,9

Socialistisk Folkeparti: 6,5 (6,1) Valget: 9,2

Liberal Alliance: 5,9 (5,8) Valget: 5,0

Dansk Folkeparti: 21,2 (20,0) Valget: 12,3

Venstre: 20,9 (22,9) Valget: 26,7

Enhedslisten: 9,4 (9,3) Valget: 6,7

Rød blok: 44,8 (45,4) Valget: 50,6

Blå blok: 55,2 (54,6) Valget: 49,4

Målingen er foretaget i perioden 24.-27. november blandt 1095 respondenter. Den maksimale usikkerhed er 2,6 procentpoint for partierne og 3,2 procentpoint i forhold til blokfordelingen. 15 procent af de adspurgte var i tvivl om partivalg/ønskede ikke at stemme. Citat må kun ske med angivelse af kilde: Megafon for TV 2 og Politiken