DF's Søren Espersen efter Facebook-exit: Det er en kloak

Dansk Folkepartis folketingsmedlem Søren Espersen lukker sin Facebook-profil på grund af trusler.

Søren Espersen skriver, at han er ked af beslutningen, men han har fået nok af det, han kalder et væld af dødstrusler mod ham og hans kone. Derfor vil han nu ikke længere opdatere sin Facebook-side.

Omkring 7000 personer følger Søren Espersen på Facebook, og han er bare den seneste af flere politikere, der fortæller om trusler og en dårlig tone på sociale medier.

Søren Espersen lægger sig fladt ned og medgiver, at "tosserne og bøllerne" har vundet.

- Jeg bruger ofte en time eller halvanden på at rydde op og udelukke folk og forsøge at skabe en nogenlunde politisk debat, men det er en umulig opgave og nu orker jeg ikke mere. Facebook er en kloak, der har udspillet sin rolle. Jeg har fået beskyldninger om at være en lille fed halvskaldet nazist og i samme tråd fået at vide, at jeg var et zionistisk jødesvin, siger Søren Espersen til TV 2.

- Jeg mærker den samme tendens på Christiansborg, når jeg taler med andre politikere. De er ved at have fået nok af det medie, som i mange situationer er et ulækkert medie. Mange politikere har sekretærer til at bruge timer på at rydde op og smide kloak-folket ud. Jeg har oplevet, at jeg ikke har tid til at skrive kronikker og engagere mig, som jeg plejer på grund af Facebook, lyder det fra Facebook.

En anden politiker, der har modtaget trusler på nettet, er Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen. Hun frygter, at tonen på nettet får nogle til at holde sig væk fra politiske debatter.

- Det er alvorligt for politikere – mænd, kvinder, venstre- og højrefløj og i øvrigt også for en masse almindelige borgere, at man udsættes for den slags chikane på nettet. Det er alvorligt for den demokratiske debat i Danmark. Det er noget, vi alle skal tage meget seriøst, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Hun er bekymret for at, dem der har et reelt ønske om at diskutere politik på nettet, afstår fra det af frygt for tilsvininger og trusler.

Debatten på de sociale medier er kørt af sporet, fordi hverken politikerne eller borgerne reelt har brugt Facebook til politisk debat. Det siger Trine Nebel, som er underviser på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

- Selvfølgelig er folk selv ansvarlige for den tone, de fører, men det her er jo startet et sted. For fire-fem år siden var det nærmest hype, at man skulle have sin egen Facebook-side, hvor man som politiker kunne komme i dialog med borgerne. Sådan er det ikke blevet. Politikerne har forsømt deres chance for at gå i dialog ved at pushe en masse meddelelser ud og bruge de sociale medier som megafon. Samtidig har brugerne forspildt deres chance ved at bruge kommentarspor som den lille mands talerstol, lyder det fra Trine Nebel.

Søren Espersen har fået nok af Facebook.
Søren Espersen har fået nok af Facebook.