Tidligere dansk IS-gidsel efter Foleys død: Kørte bare langt væk

16x9

Den 25-årige danske fotograf Daniel Rye Ottosen fra Give blev frigivet den 19.

Den 25-årige danske fotograf Daniel Rye Ottosen fra Give blev frigivet den 19. juni efter at have været tilbageholdt af Islamisk Stat i Syrien i 13 måneder.

Siden har han forsøgt at fordøje den traumatiske oplevelse – blandt andet ved at tage en tur til Skotland sammen med en nær ven, som han sad tilfangetaget sammen med i Syrien.

- Det handlede om at være sammen med min ven og komme os over vores oplevelse. Vores interne sprog og humor forstår ingen andre... At vi hang ud er bedre og vigtigere end at snakke med psykologer, siger Daniel Rye Ottosen til "Delfinen”, de studerendes magasin på Aarhus Universitet.

Mens han var i Skotland kom meldingen om, at amerikaneren James Foley var blevet halshugget af IS. Det gjorde ekstra ondt på Daniel Rye Ottosen, for de to kendte hinanden godt fra tiden som gidsler i Syrien, hvor de blev tilbageholdt af de samme kidnappere.

Da venneparret fik beskeden om henrettelsen på deres rejse til Skotland,  satte de sig ud i bilen og kørte langt ud i den stille natur, fortæller Daniel, der siden løsladelsen har kæmpet for at vende identiteten som afmægtigt gidsel til identiteten som fotograf og menneske.

- Jeg vil ikke være et offer, det kræver jo ingenting. Det kræver meget mere hårdt arbejde og engagement at være fotograf, siger han og tilføjer, at han hellere vil være kendt som fotografen Daniel frem for ”Daniel fra fangenskabet”.

Hvad er IS

* IS er forkortelsen for Islamiske Stat.

* Sunnimuslimske IS var tidligere en del af terrornetværket al-Qaeda i Irak.

* Al-Qaeda har erklæret, at IS ikke er en del af al-Qaeda, der beskylder gruppen for at bruge for meget vold og for at være "frafalden" eller "hedninge".

* IS ledes af Abu Bakr al-Baghdadi.

* Gruppen kæmper for at oprette en sunnimuslimsk stat efter de fundamentalistiske IS-forskrifter i en del af Irak og Syrien.

* IS kæmper også i den syriske borgerkrig.

* Jessica Lewis fra tænketanken Institute for the Study of War i Washington mener, at IS er noget andet end en terrortrussel.

* - Dette er en konventionel militær fjende, som kæmper for en stat, der indebærer ødelæggelsen af Irak og Syrien, som vi kender dem. Det er ikke blot en terrortrussel, siger hun til Reuters.

Kilder: Reuters, AFP, dpa