LA: Ingen kontanthjælp til folk med niqab eller rygmærker

16x9
Ole Birk Olesen sidder i Folketinget for Liberal Alliance Foto: Scanpix

Har du et dødningehoved tatoveret i ansigtet, går du med niqab, eller ifører du dig en vest med et rocker-rygmærke, bør du miste retten til kontanthjælp og dagpenge.

Sådan lyder det nu fra Ole Birk Olesen, finans- og skatteordfører for Liberal Alliance, i en blog på Berlingske.dk.

Udmeldingen kommer som reaktion på en historie fra TV SYD om 35-årige Mikael Jensen, der har oplevet, at hans ansigtstatovering har gjort det sværere for ham at få et arbejde. En sådan tatovering betyder, at man ikke reelt står til rådighed for arbejdsmarkedet, lyder det fra LA-politikeren.

- Går man f.eks. med rocker-rygmærke eller niqab, eller har man fået indopereret horn i panden, så står man ikke til rådighed for langt det meste arbejde, på samme måde som en person, der ikke vil møde fast klokken 8.00 om morgenen, ikke står til rådighed for ansættelse i mange stillinger, skriver Ole Birk Olesen blandt andet.

- Hvis man gerne vil leve af penge, som andre har betalt i skat, så følger også en pligt til at gøre sig bare en smule umage med at finde en plads i samfundet, hvor man kan gøre sig nyttig og tjene en løn. Vil man ikke gøre sig den umage, så skal man heller ikke kunne forvente, at samfundets øvrige medlemmer vil gøre en ekstra indsats for at forsørge en.

Uansættelig
tv2.dk fangede Ole Birk Olesen til en uddybende kommentar.

Ole Birk Olesen, er det ikke meget uliberalt at ville bestemme, hvordan folk skal klæde sig, og hvad man bør og ikke bør gøre ved sin egen krop?

- Jo, og jeg ønsker ikke at bestemme for nogen. Tvætimod er jeg tilhænger af, at det eksempelvis bliver gjort lovligt at få en tatovering i ansigtet. Fuld frihed. Sagen er bare den, at hvis du vælger et udseende, der er meget outreret, så gør du reelt dig selv uansættelig. Og der er min pointe sådan set bare, at der jo skal foretages en vurdering af, om man reelt står til rådighed for arbejdsmarkedet, og hvis ikke man gør, skal man naturligvis ikke modtage kontanthjælp, siger Ole Birk Olesen og fortsætter:

- For mig er det helt klart: Hvis man får sat horn i panden og ligner en djævel, eller ligner tegneseriefiguren ”Sorte Slyngel”, fordi man går med niqab, så har man gjort sig selv uansættelig. Og så synes jeg ikke, at andre folk, der vælger at arbejde, skal betale skat så man kan holde fri.

Hvem er det, der skal foretage vurderingen af, om mit udseende er ”for outreret”?

- Den opgave ligger jo hos en sagsbehandler eller i jobcenteret. I forvejen står der jo i loven, at man skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet, hvis man skal have de her ydelser, så den vurdering bliver allerede foretaget. Og der er det bare at jeg siger, at det også bør indgå i overvejelserne, om man har valgt et udseende, der reelt gør, at man ikke står til rådighed. 

I 2007 meddelte en række kommuner, at burka-klædte kvinder ikke blev betragtet som værende til rådighed for arbejdsmarkedet.

Er du enig med Ole Birk Olesen? Deltag i debatten på TV 2 Politiks Facebookside.