Fund af vikingeborg kan ændre Danmarkshistorien

Det er sjældent, at en mark ved Køge er i medierne.

Det er sjældent, at en mark ved Køge er i medierne. Fredag er en undtagelse.

Arkæologer har nemlig stukket spaden i en vikingeborg, der formentligt er fra Harald Blåtands storhedstid.

Fundet er gjort på en mark ved Vallø Stift ved Køge. Trelleborgen har derfor, meget naturligt, fået navnet Vallø Borgring.

Fundet kan ændre historien
- Borgen er muligvis anlagt af Harald Blåtand, siger Nanna Holm, der er museumsinspektør og  ansvarlig for udgravningen af vikingeborgen.

Det er i samarbejdet med kollegaen Søren Michael Sindbæk, professor i middelalderarkæologi ved Aarhus Universitet, at fundet er gjort.

Helt simpelt er det dog ikke, når arkæologer skal have dateret et fund som vikingeborgen:

- For at anslå hvor gammel borgen er, er man nødt til at få en konservator til at analysere træet i bygningerne, siger Nanna Holm, der forklarer at træet er meget porøst. Det skal derfor behandles yderst nænsomt.

- Hvis vi har bark fra træet, kan analysen faktisk være helt præcis, forklarer Nanna Holm til TV 2 NEWS og uddyber:

- Så kan vi sætte et præcist årstal på, siger hun.

Hvis det lykkes, håber forskerne på tallet 981. Årstallet passer glimrende med, hvornår de andre fundne vikingeborge i Danmark er anlagt. Skulle tallet vise sig at være lavere, og vikingeborgen er ældre, er det langt fra en skuffelse.

- I så fald kan det blive nødvendigt at justere danmarkshistorien. Var det virkelig Harald Blåtand, der byggede alle ringborge i Danmark? Eller var det måske Skjoldunge-slægten?, spørger Nanna Holm.

Hvornår der er et decideret facit klar med årstal er endnu uvist.

Du kan se hele interviewet med arkæolog Nanna Holm øverst i artiklen.

Herunder kan du danne dig et overblik over Danmarks fem ringborge fra vikingetiden. 

Arkæologerne har fundet resterne af en stor borg fra vikingetiden og har kaldet den Vallø Borgring .

Borgen er perfekt cirkelrund, 145 meter i diameter, og formentlig en hidtil ukendt vikingeborg som de berømte trelleborge, der blev bygget af kong Harald Blåtand omkring år 980.

Det er første gang i over 60 år, at der findes en ny vikingeborg i Danmark.

Trelleborgenes oprindelige funktion er stadig en gåde for forskere og arkæologer, og det sensationelle fund åbner en enestående mulighed for at få ny viden om vikingernes mest berømte bygningsværker og rejser spørgsmålet, om der stadig ligger flere ukendte ringborge gemt.