Del dine indkøb på Facebook – og slip for regningen

Det lyder umiddelbart lidt for godt til at være sandt, men i et nyt supermarked i København kan man få tingene med hjem gratis. Til gengæld skal man

Det lyder umiddelbart lidt for godt til at være sandt, men i et nyt supermarked i København kan man få tingene med hjem gratis.

Til gengæld skal man så gøre noget for producenten, som for eksempel at dele sit indkøb på et socialt medie på nettet eller udfylde et spørgeskema.

Og selvom varerne er gratis, så koster det et månedligt abonnement at handle i butikken, samtidig med at hver kunde må nøjes med ti produkter om måneden, fortæller Simon Tayler til TV2 Nyhederne.

-  Alle får noget ud af det her. Forbrugerne har ikke en krone op af lommen, ud over deres medlemskab, som de betaler for at komme ind, men alle produkterne koster nul kroner, siger Simon Tayler, der kommer fra reklamebranchen.

Èn af de virksomheder, som har valgt at tilbyde deres produkter gratis i det nye supermarked er slikfirmaet Cloetta. Ifølge Marketingschef Heidi Techenmacher, så er det en god forretning.

- Det kan det gøre, for vi får jo reel feedback fra forbrugerne, om hvad de synes om vores produkter, både før de lanceres og når de lanceres, siger Heidi Techenmacher.

Knap halvdelens af butikkens varer bliver betalt ved at blive delt på den sociale tjeneste Instagram.

Ifølge direktøren i et af landets største reklamebureauer, så er det en god idé, men for meget reklame kan i sidste ende irritere forbrugerne og dermed skabe dårlig reklame.

- Jeg tror, at de skal passe på ikke og overgøre det. Det er klart, at hvis for mange bliver ramt af de samme budskaber, så vil folk sige fra, fortæller Albert Funder, Direktør i Zupa Recommended.

Reklamerne ser dog ikke ud til at stoppe lige foreløbig, for stifteren af Freemarked Simon Tayler overvejer allerede at udvide med en ny forretning i Sverige.