Konservative: Lene Espersen får vigtig post

16x9
Lene Espersen bliver efter alt at dømme De Konservatives nye politiske ordfører Foto: Scanpix

De Konservatives tidligere formand Lene Espersen er fra i dag også partiets nye politiske ordfører.

Det står klart efter at folketingsgruppe i dag har fordelt ordførerskaber på partiets sommergruppemøde.

De seneste år har partiets hidtidige formand, Lars Barfoed, også haft titel af politisk ordfører. En post, som Lene Espersen nu overtager - og en post, der vurderes at blive central i den kommende tid i og med at Søren Pape Poulsen ikke sidder i Folketinget og dermed eksempelvis ikke kan deltage i debatter i Folketingssalen.

- Vores plan er helt klart, at den nye politiske leder og kommende formand skal helt frem i forreste geled. Men i og med han ikke er medlem af Folketinget, så kan han ikke gå på talerstolen i Folketinget, så han har valgt en politisk ordfører, som han ved har stået der mange gange før - og også har stået under politisk pres, siger Lene Espersen til TV 2.

Hun fortsætter:

- Jeg kommer ikke til at skygge for Søren Pape Poulsen, for meningen er, at vi har brug for en ny frontfigur, så derfor skal han selvfølgelig være mest muligt i medierne.

Barfoeds nye område
Mai Mercado bliver ny næstformand i Folketingsgruppen og får lov til at udtale sig på tværs af politikområder, ligesom det er tilfældet med den politiske ordfører.

Den afgående formand, Lars Barfoed bliver så til gengæld De Konservatives nye udenrigs- og EU-ordfører. Og Tom Behnke bliver forsvarspolitisk ordfører. 

Partiet afholder torsdag sommergruppemøde – det første med Søren Pape Poulsen som politisk leder. Vi følger mødet her på tv2.dk og på TV 2 News.