Søren Pape Poulsen: Stemmeslugeren fra Bjerringbro

Manden der indtil videre står forrest i Det Konservative Folkeparti, 42-årige  Søren Pape Poulsen fra Bjerringbro, har langt fra tilbragt hele sit liv i det politiske rampelys.

Han er uddannet speditør, og arbejdede desuden som lærer og ungdomsskoleinspektør i Bjerringbro Kommune, indtil han valgte at hellige sig arbejdet i Viborgs kommunalbestyrelse. Her blev han første gang valgt ind i 2002, og i ved kommunalvalget i 2009 blev han valgt som borgmester.

Dermed styrtede han overraskende 20 års socialdemokratisk styre i kommunen med Konservatives bare tre mandater ud af 31. Han formåede at samle alle andre partier i byrådet om sig undtagen et: Venstre, der også var det største parti efter det valg.

"Judas!" lød et tilråd til Søren Pape Poulsen, da han afslørede konstitueringen uden om Venstre, skrev Viborg Stifts Folkeblad dengang.

Titlen som borgmester gav stor opmærksomhed omkring Papes person. Og det skulle han vænne sig til.

- Når man bliver borgmester, bliver ens tilværelse fuldstændig forandret. Det vidste jeg nok i teorien, men styrken, hvormed det er sket, kom alligevel bag på mig. At man bliver diskuteret, og at der svirrer en masse rygter rundt om en - det har jeg lige skullet vænne mig til, sagde han Gudenådalens Avis et halvt år efter, han tiltrådte.

Den første periode i borgmesterstolen gik dog så godt, at De Konservative ved det seneste kommunalvalg gik voldsomt frem i Viborg. Fra 4700 stemmer i 2009 fik de 8875 i 2013.

Søren Pape Poulsens personlige stemmetal blev fordoblet fra 3244 til 6566 i samme periode. Dermed fik han klart flest personlige stemmer i kommunen ved det valg.

Og dermed genvandt han borgmesterposten - tilsyneladende med så imponerende arbejde, at han gjorde sig bemærket nok i resten af partiet til at tage det store spring til landspolitik.

Alder: 42 år

Uddannelse: Speditør

Har arbejdet som lærer

Byrådsmedlem i Viborg siden 2002

Borgmester siden 2010

Medlem af Kommunernes Landsforenings bestyrelse og Internationale Udvalg.