Lars Barfoed: Derfor trækker jeg mig nu

Lars Barfoed trækker sig som politisk leder for Det Konservative Folkeparti. Det kom frem her til aften og i 19 Nyhederne forklarede han, hvorfor:

- Jeg har i lang tid set mig om efter, hvem der skal efterfølge mig. Jeg har længe tænkt, at Søren Pape vil være den helt rigtige som ny partiformand for det Konservative Folkeparti. Vi har stabiliseret vores parti, vi har fremgang i meningsmålingerne. Vi har haft et godt parlamentsvalg og er nu parat til at lave et generationsskifte i ledelsen, der kan bringe ny energi og ny luft til partiet, så vi for alvor rykke frem mod Folketingsvalget, lyder det fra Lars Barfoed.

- Det er godt at sende et signal om, hvad det er for en ledelse, der vil stå i spidsen for Det Konservative Folkeparti i den kommende valgperiode, siger Barfoed til TV 2.

Du siger, du har overvejet det her længe. Er du blevet presset til at gå?

- Nej, det er jeg ikke og jeg fortsætter i politik som en meget aktiv del af hele teamet i folketingsgruppen. Jeg vil være en del af det her projekt i de kommende år. Jeg kan jo godt se, at vi har brug for at få løftet tilslutningen blandt vælgerne, siger Barfoed om sin beslutning.

Er der nogen, der har bedt dig om at blive?

- Ja, det er der. Jeg har drøftelser med rigtig mange folk i partiet og der kan man jo vende og dreje spørgsmålet om, hvornår der skal ske et skifte. I sidste ende måtte jeg selv træffe en beslutning, efter at have hørt de forskellige synspunkter med hensyn til om tiden er inde nu. Det synes jeg, den er, siger Barfoed.

Hvad er dit eget bud på, at du ikke kunne slå igennem med de konservative mærkesager over for vælgerne?

- Jeg synes egentlig, at det er lykkes godt langt hen ad vejen. Vi har fået stabiliseret situationen. men som jeg nogle gange spøger med: Alt går godt - undtaget i meningsmålingerne. Vi ønsker selvfølgelig, at de bliver meget bedre, end de er lige nu. Vi vil selvfølgelig gerne have langt flere mandater i Folketinget efter næste valg. Derfor vurderer jeg, at det er nu, at vi skal have et skifte. Det bliver en god kombination af en stærk folketingsgruppe og nyt frisk blod i form af Søren Pape Poulsen som leder, lyder det fra Lars Barfoed.

Du peger på Viborgs borgmester Søren Pape som ny leder. Hvorfor lige ham?

- Skal man lave fornyelse, så skal man også lave en markant fornyelse. Søren Pape vil være en markant fornyelse i spidsen for vores parti. Vi tager en politiker ind, som har stor politisk ledelseserfaring som borgmester. Han ved, hvordan tingene hænger sammen ude i kommunerne og er i tæt kontakt med borgerne. Søren er rigtig god til at fremlægge klare konservative synspunkter og jeg er sikker på, at han vil have stor gennemslagskraft – også i medierne, siger Lars Barfoed.