To af 17 er kvinder: Ligestillingen halter i ny EU-top

16x9
Jean-Claude Juncker er ny formand for EU-Kommissionen. Foto: Scanpix/TV 2

Mand, mand, mand, mand, mand, mand, mand, kvinde.

Nogenlunde sådan lyder den foreløbige kønsfordeling blandt de udpegede til den kommende EU-Kommission.

Af de 17 lande, der i skrivende stund har nomineret deres kommissær-kandidater, har blot to – Sverige og Tjekkiet - peget på kvinder. Det viser den seneste opgørelse, som hjemmesiden Europe Decides har lavet torsdag.

Der ser dermed ud til at være meget lang vej igen for den nyudnævnte kommissionsformand Jean-Claude Juncker, hvis han skal nå sit mål om en mere ligelig kønsfordeling, end det er tilfældet i den afgående Kommission. 

Og det er et stort problem, ikke blot for Juncker, men for det videre arbejde mellem EU's institutioner, understreger Lykke Friis, prorektor på Københavns Universitet og tidligere klima- og energiminister.

 - Juncker kommer til at stå med et betydeligt troværdighedsproblem. Han har selv defineret det mål, at der skal være flere kvinder i den nye Kommission, end der har været hidtil. Det vil være tydeligt, at han har tabt den magtkamp i forhold til stats- og regeringslederne, hvis det ikke lykkes, siger Lykke Friis og fortsætter.

- Dertil kommer, at Europa-Parlamentet, der jo skal godkende en ny Kommission, allerede klart har tilkendegivet, at de ikke vil acceptere en Kommission med så skæv en kønsfordeling. Så man risikerer, at endnu en magtkamp bryder ud mellem de to institutioner, og det vil være opskriften på kaos, hvis en masse lande skal tilbage og finde nye kandidater at udpege til Kommissionen.

Mindst ti
Tidligere på måneden sendte de ni kvindelige medlemmer af den afgående EU-Kommission et åbent brev til Juncker med en klar opfordring til at sørge for at sikre en mere ligelig kønsfordeling i den nye Kommission. Der bør udpeges mindst ti kvinder, lyder budskabet.

Alle EU's lande – i alt 28 – skal udpege en Kommissær, og der mangler således stadig 11 lande, heriblandt Danmark. Internationale medier skriver, at Juncker har stillet mere lukrative Kommissærposter i udsigt til de lande, der vælger at udpege en kvalificeret kvinde.

Og ifølge Lykke Friis har den nye Kommissionsformand i disse dage særdeles travlt med at forhøre sig hos stats- og regeringslederne.  

- I disse dage, ja nok i disse timer, er han i gang med at appellere til medlemslandene. 

EU-Kommissionen

EU-Kommissionen består af 28 Kommissærer – én fra hvert land. Kommissionen udskiftes hvert femte år. Den nuværende danske kommissær er Connie Hedegaard fra De Konservative, der blev udpeget af den daværende VK-regering. Hun har siden 2010 været EU’s klimakommissær.