Eksperiment: Iværksættere skal bo sammen

16x9
Jonathan Løw. Foto: Privatfoto

21 iværksættere, der bor sammen i to måneder i tre lejligheder i tre landsdele med huslejen betalt og adgang til iværksætter-rådgivning fra op til 45

21 iværksættere, der bor sammen i to måneder i tre lejligheder i tre landsdele med huslejen betalt og adgang til iværksætter-rådgivning fra op til 45 mentorer.

Sådan lyder det projekt, serie-iværksætteren Jonathan Løw står bag - projektet hedder ”Tre-to-en.nu", og det har fået 100.000 kroner i støtte fra Erhvervsstyrelsen.

- Tre-to-en.nu er et eksperiment. Hvad sker der, hvis man finder tre lejligheder i hver sin del af landet og inviterer lovende iværksættere til at flytte ind og sammen skabe nye virksomheder på blot to måneder, siger manden bag eksperimentet, serie-værksætteren Jonathan Løw, der har startet flere succesfulde virksomheder, til tv2.dk.

Ansøgningsfristen for at søge en af de 21 pladser i de tre lejligheder, der ligger på Sjælland, Fyn og i Jylland, er 5. september. Jonathan Løw regner med at mindst 100 vil søge en plads.

- Det er målet med projektet, at der skal komme helt konkrete og levedygtige virksomheder ud af det. Vi tror på, at der er brug for helt konkrete og handlingsorienterede projekter som dette for at sikre, at snakken om iværksætteri i Danmark ikke drukner i skatter og afgifter, men i stedet fokuserer på de ting der virkelig flytter noget: Miljø, netværk, rådgivning, erfaring og ikke mindst handling, siger Jonathan Løw.

Deltagerne får adgang til rådgivning fra 45 mentorer, som har meldt sig til at hjælpe iværksætterne.