Gade: - Jeg var i spil som formand

16x9
Søren Gade er direktør i Landbrug og Fødevarer Foto: Polfoto

Tidligere forsvarsminister Søren Gade (V) bekræfter nu over for Børsen, at han var i spil som kandidat til formandsposten i Venstre hvis Lars Løkke Rasmussen havde trukket sig tirsdag.

- Jeg fik en henvendelse mandag aften, og så sov jeg ikke natten til tirsdag, fordi jeg lavede en liste med negative og positive elementer. Der var flest på den negative, siger Søren Gade til Børsen om sine overvejelser om formandsposten.

Men Søren Gade, der nu er direktør i Landbrug og Fødevarer, blev ikke tvunget til at drage en konklusion på sine overvejelser og svare endeligt "ja" eller "nej".

- Jeg har hele tiden støttet Lars, og jeg sagde hverken ja eller nej til henvendelsen mandag aften, for det handlede om, hvad nu hvis Venstre stod uden formand. Den situation kom man ikke i, siger Søren Gade til Børsen.

I løbet af tirsdag eftermiddag begyndte rygterne at gå om at Lars Løkke ville trække sig fra formandsposten og i stedet pege på Søren Gade som sin afløser, og overfor Børsen afviser Søren Gade ikke, at han er blevet brugt i et spil, hvor truslen om et kampvalg mellem Gade og Kristian Jensen blev brugt i det spil, der endte med at Lars Løkke kunne beholde formandsposten.

- Jeg er ikke i tvivl om, jeg er blevet brugt. Jeg er ikke idiot. Jeg har selv været i politik. Men det var ikke spin fra Lars' side. At jeg var blevet spurgt, og at jeg hverken svarede ja eller nej - det er rigtigt, siger Søren Gade til Børsen.