Niels Holck stak af: Brite fængslet i otte år

Alle danskere kender formentlig navnet Niels Holck – danskeren, hvis udlevering til retsforfølgelse i Indien i 2011 endte med at udløse en diplomatisk

Alle danskere kender formentlig navnet Niels Holck – danskeren, hvis udlevering til retsforfølgelse i Indien i 2011 endte med at udløse en diplomatisk krise mellem de to lande.

De færreste danskere har imidlertid hørt om Peter Bleach. Han var om bord på det fly, hvorfra Niels Holck kastede fire tons våben ned over Purulia-distriktet i den indiske delstat Vestbengalen i det nordøstlige Indien – ifølge Niels Holck selv på vegne af det indiske kongresparti i centralregeringen i Delhi, der ønskede at bevæbne lokalbefolkningen for at omstyrte det kommunistiske styre i den indiske delstat.

Historien har siden våbennedkastningen i 1995 skabt overskrifter i både Danmark, Storbritannien og Indien, og bliver nu endnu engang rullet ud i en ny dansk dokumentar af Andreas Koefoed: ”Våbensmuglingen," der har premiere den 4. juni i DOXBIO.

Den ene flygtede, den anden blev fængslet i otte år
Tv2.dk har talt med både Niels Holck og Peter Bleach – to personer med hver deres agenda.

Den ene flygtede fra Indien og levede siden stort set ubemærket i Danmark, indtil hans udleveringssag i 2010 ramte de danske medier. Den anden sad fængslet i otte år i Kolkata Presidency Jail (tidligere Culcutta, red.). På trods, at det siden er blevet bevist, at han havde informeret den britiske efterretningstjeneste MI5 om våbensmuglingen efter det første møde med Niels Holck, der i 1995 gik under navnet Kim Davy. Og på trods af at den britiske regering havde informeret den indiske regering om våbennedkastningen.

Men missionen fejlede på flere punkter. For det første endte våbnene nemlig i hænderne på den kommunistiske regering i delstaten Vestbengalen og ikke i hænderne på lokalbefolkningen i Purulia. Tilsyneladende fordi besætningsmedlemmerne på flyet tog fejl af fod og meter og kastede våbnene ud i en forkert højde. 

Blev anholdt, fordi Holck stak af
Samtidig blev flyet af kontroltårnet i det daværende Mumbai (det nuværende Bombay) tvunget til at lande på grund af det, der viste sig at være et rutinemæssigt toldeftersyn.

- De lavede en fejl med vores fly og bad os om at lande i Bombay. Inderne vidste jo alt om våbnene, så jeg troede, at det var derfor, de tvang os ned. Niels opfattede det også sådan, og det var derfor han stak af, men det havde intet at gøre med Niels til at starte med. Da de tjekkede lasten, og Niels ikke var der, blev vi arresteret, fordi inderne troede, at vi prøvede at smugle en person ind i landet, siger Peter Blach til tv2.dk.

Niels Holck fik ifølge eget udsagn hjælp til at flygte ud af Indien til Danmark via Nepal med hjælp fra det medlem af det indiske kongresparti, som også havde iværksat hele planen om våbennedkastningen. Til tv2.dk siger Niels Holck:

- Det eneste, jeg havde lovet de myndigheder, som jeg jo arbejdede sammen med, var, at jeg ikke måtte blive taget. For hvis jeg blev taget og tortureret, ville hele historien jo komme frem, herunder at kongrespartiet stod bag. Det er kompliceret, men jeg var klar over, at hvis jeg blev fanget, så ville jeg ikke bare skabe problemer for mig selv, jeg ville også skabe problemer for dem, der stod bag mig.

Blev syndebukken i et politisk magtspil
Peter Bleach var imidlertid ikke så heldig at blive hjulpet ud af Indien. Han blev i stedet syndebukken for – ifølge eget udsagn og ifølge Niels Holck – at dække over, at den indiske centralregering i Delhi i ledtog med den britiske regering havde deltaget i en aktion, der skulle vælte det kommunistiske styre i delstaten Vestbengalen.

- Den indiske regering vidste udmærket, at det var mig, der havde givet dem informationerne (om våbensmuglingen og –nedkastningen, red), og jeg indså, at grunden til at jeg var i fængsel var, fordi de (den britiske og indiske regering, red.) ville lukke munden på mig.

Samme forklaring lyder fra Niels Holck. Peter Bleach vidste ikke på daværende tidspunkt, at Niels Holck – ifølge eget udsagn – var i ledtog med centralregeringen i Delhi.

- Jeg havde ikke fortalt Bleach noget som helst om, hvad der foregik i Indien. Det var jeg den eneste, der vidste. Han blev ofret, fordi de blev nødt til at have et offerlam - de kunne jo ikke så godt fortælle den rigtige historie.

Lys 24 timer i døgnet – og ellers kæmpe kakerlakker
Peter Bleach blev benådet af den indiske præsident efter indgriben fra den britiske premierminister Tony Blair i januar 2004. Med undtagelse af en dansk retssal i forbindelse med Niels Holcks udlevering til Indien, har han aldrig siden løftet sløret for, hvad han blev udsat for i det indiske fængsel.

Til tv2.dk vil han heller ikke fortælle, hvad han helt konkret blev udsat for, men han fortæller om dage i cellen – der tidligere var en stald – med konstant lys:

- Lyset var tændt hele tiden og i hjørnet stod et toilet – et hul i jorden. Først var det ret irriterende, at lyset var tændt hele tiden, men i Vestbengalen er der af og til strømafbrydelse, og når der var strømafbrydelse, kunne man høre det krible og krable. Det var kakerlakker, der strømmede op af hullet i jorden – kæmpe kakerlakker, som kravlede over det hele på dig, siger Peter Bleach.

Han siger videre:

- Man måtte bare sidde der og finde sig i det – sådan er det. Da lyset kom tilbage rendte de alle sammen tilbage i deres hul. Så det at have lyset tændt hele natten – som ifølge FN går ind under betegnelsen tortur – kunne være lidt af en lettelse, for hvis det gik ud, kom kakerlakkerne.

- Jeg måtte videre – ellers var jeg færdig
Niels Holck var altså den direkte årsag til, at Peter Bleach blev anholdt i Indien – alligevel vil Peter Bleach ikke bebrejde ham det:

- De første uger tænkte jeg måske, at det var Niels Holcks fejl, og at jeg ønskede, at han ikke var flygtet. Men du må forstå, at når man er i fængslet, er der ingen mad eller medicinsk behandling. Hvis jeg havde siddet i et hjørne og var bitter på Niels Holck, så var jeg færdig. Man må videre meget, meget hurtigt, ellers overlever man ikke. Så enkelt er det, siger Peter Bleach til tv2.dk.

Han fortsætter:

- At give udtryk for følelser - had eller modvilje - er spild af det lidt energi, man har. Man skal videre, og jeg skulle finde ud af, hvordan jeg kom ud af fængslet – det ville had mod Niels Holck ikke gøre. Da jeg kom ud, vidste jeg så meget mere om hele sagen, og jeg vidste udmærket, at det var ikke hans skyld.

Samtidig understreger han, at det ikke var Niels Holck, der efter hans mening satte ham i fængslet.

- Det var den indiske regering, der satte mig i fængsel – hjulpet på vej af den britiske regering.

- Jeg vil ikke kalde ham min ven
Niels Holck og Peter Bleach har talt sammen mange gange siden hans løsladelse i 2004 – både i forbindelse med den danske retssag om Niels Holcks udlevering til Indien, hvor Peter Bleach vidnede. Og derefter i forbindelse med dokumentarfilmen ”Våbensmuglingen.”

Da tv2.dk møder de to herrer sidder de i sofaen og griner sammen. Om Niels Holck siger Peter Bleach i dag.

- Jeg vil ikke gå så vidt som at kalde ham min ven. Mange har spurgt mig, hvad vi har til fælles, for vi er meget forskellige mennesker. Vi var på forskellige sider i en meget kompliceret sag, men vi delte den rejse sammen – et fly fyldt med våben gennem nogle af de mest fremmedgjorte lande i verden, siger han.

Han fortsætter:

- Jeg forstår, hvad han gennemgik og han forstår, hvad jeg gennemgik. Så venner er ikke det rigtige ord, men vi har ting til fælles, og det kan ikke ændres.

Fra Niels Holck lyder det:

- Det har siden været muligt for os at have en god kommunikation og have en fælles forståelse efter at have fået kendskab til alt hele historien. Vi har en fælles respekt for måden, vi hver især håndterede det på. Det har været en hård og lang tur.

 

 

Peter Bleach: Jeg vil gerne renses
To fortællinger, to agendaer og to håb for, hvad der vil komme ud af dokumentarfilmen ”Våbensmuglingen” af Andreas Koefoed. For mens Niels Holck håber, at danskerne nu kan forstå, hvad hans rolle i våbensmuglingen og –nedkastningen var, håber Peter Bleach at blive renset for enhver mistanke:

- Der er næsten ikke en avis i verden, som ikke har haft mit billede i avisen med ordet terrorist henover. Jeg vil have fastslået, at jeg ikke var en terrorist, og at jeg ikke skulle være blevet kastet i fængsel – jeg informerede jo MI5 om alt flere gange og fik at vide af MI5, at jeg skulle fortsætte med handlen.

”Våbensmuglingen” har premiere i DOXBIO onsdag den 4. juni.

  • Peter Bleach er født i 1951
  • Han har en fortid i Special Forces i det britiske militær, hvor han blandt andet har gjort tjeneste i Nordirland, Tyskland og Zimbabwe (dengang Rhodesia)
  • Efter endt militærtjeneste arbejdede han med sikkerhedsproblemer for britiske interesser i det daværende Rhodesia
  • Han begyndte derefter som våbeneksportør
  • Peter Bleach blev anholdt i lufthavnen i Bombay (nuværende Mumbai) umiddelbart efter våbennedkastningen over Indien
  • Han blev i 2004 benådet af den indiske præsident efter indblanding fra den britiske premierminister Tony Blair
  • Peter Bleach har gennem alle årene fremhævet, at han flere gange på forhånd informerede de britiske myndigheder om Niels Holcks planer.
  • På det britiske parlaments hjemmeside fremgår det desuden, at de britiske myndigheder gav informationen videre til den indiske udgave af CIA kaldt RAW om våbensmuglingen og -nedkastningen