Rikke Karlsson: Fra Rebild til Bruxelles

16x9
Rikke Karlsson har tilsyneladende ændret holdning til det at være løsgænger. Foto: Polfoto

Dansk Folkepartis spidskandidat, Morten Messerschmidt har medvind i meningsmålingerne. I øjeblikket står han til at sætte sig på mindst hver fjerde stemme, og en af partifællerne han kan trække med i Europa-Parlamentet er Rikke Karlsson, siger TV 2’s Europa-korrespondent, Olav Christensen.

- Vi ved ikke så meget om hende i EU-sammenhæng, men hendes fordel er, at hun er højt på listen, og at hun samtidig er kvinde. Dem, der stemmer DF, men ikke nødvendigvis vil pege på en mand, kan gøre en stor forskel for hende, siger han.

I medierne er 48-årige Rikke Karlsson nok bedst kendt fra sit arbejde som medlem af byrådet i Rebild Kommune.

Karlsson var en af politikerne, der i ”Rebild-sagen”, rettede skarp kritik mod kommunen, da det blev afsløret at en familiefar gennem flere år havde misbrugt ni børn på trods flere henvendelser til forvaltningen. Hun var blandt andet en af de få, der krævede, at børnene burde få kompensation direkte fra kommunekassen, på grund af svigtet, mens hun dengang også langede ud efter borgmester Anny Winther og krævede hendes afgang.

Vil bruge erfaringer fra Rebild-sagen
Til tv2.dk forklarer politikeren, at erfaringerne med Rebild-sagen vil komme til at fylde meget, skulle hun blive valgt ind i Europa-Parlamentet. Her vil hun igen arbejde for gennemsigtighed, siger hun.

- Jeg vil altid arbejde for oplysning, hvilet jeg gjorde med sagerne i Rebild Kommune.  Jeg har kritiseret systemet for at være uigennemsigtigt, og det har optaget mig voldsomt, siger hun til tv2.dk. Ifølge Rikke Karlsson er gennemsigtighed nemlig et overordnet problem i EU-sammenhæng.

- Det er væsentlig, at man sørger for at budskaberne kommer ud om, hvad der foregår i det kæmpestore parlament. Det skal ikke være embedsfolkene, der sætter dagsordenen, siger hun.

- EU er fjernt for danskerne
Spurgt ind til, hvad der adskiller hende fra kollegerne Morten Messerschmidt og Anders Vistisen, peger Rikke Karlsson på sin socialpædagogiske baggrund. Karlsson har blandet andet været skoleleder på Englyskolen, et døgntilbud for vanskeligt stillede unge mellem 13 og 18 år.

- Jeg har en socialpædagogisk baggrund, hvor jeg har arbejdet med mennesker, sociale sager, men også på sundhedsområdet og sager ved psykiatrien, og det vil altid påvirke mig politisk, og man vil jo altid have et bestemt sted, hvorfra man anskuer verden, siger hun.

Som kollegerne Morten Messerschmidt og Anders Vistisen, deler Rikke Karlsson den EU-skepsis, som Dansk Folkeparti går til valg på. Karlsson er Søren Espersens niece, og som sin onkel stillede hun i 2011 op som kandidat til Folketinget, dog uden held. Til tv2.dk forklarer hun, at nu har valgt at kaste sig over EU, fordi hun mener, at danskerne ikke har mulighed for at gennemskue, hvad der foregår i parlamentet.

- Demokrati betyder folkestyre, og der er styring nok, men det er gemt langt væk fra borgerne. Det er væsentlig, at man sørger for at budskaberne kommer ud om, hvad der foregår i det kæmpestore parlament.

På tv2.dk’s store kandidattest kan du undersøge, om du er enig med Rikke Karlsson, når det kommer til EU-stoffet.

Blå bog: Rikke Karlsson

Født: 29. april 1965 

Bosat: Støvring

Arbejde, uddannelse og tillidshverv:

Rikke Karlsson er gruppeformand for Dansk Folkeparti i Regionsrådet i Region Nordjylland, hvor hun har været medlem siden 2010. Hun er desuden gruppeformand for Dansk Folkepartis byrådsgruppe i Rebild Kommune, hvor hun har været indvalgt siden 2010.

1981-1983
Aalborg studenterkursus. 
1984-1985
England Arbejdsophold. 
1986-1989
Nyhedsvært, TV-Aalborg. 
1990 1992
Aalborg Socialpædagogisk Seminarium. 
1993-1994
Støttepædagog, Karensmindeskolen. 
1995-1998
Socialarbejder, Fristedet Støvring. 
1998-1999
Bisnapgård Efterskole. 
1999-2003
Skoleleder, Englyskolen. 
2000-2003
Los. Skoleudvalg. 
2003-2005
Studerende. 
2006-2006
Personlig hjælper 
2007-01
Nattevagt,Mastruplund Ældrecenter 
2007/04
Konsulent/koordinator CVV.dk. 
2007-2010
Lærer Bavnebakkeskolen, Støvring