Stor slåskamp i Palads: Flere blev overfaldet i biograf

16x9
En 18-årig fik en grim flænge efter overfaldet. Han ønsker at være anonym Foto: Polfoto/Roald Bergmann

Det der skulle have været en hyggelig tur i biffen for en masse mennesker torsdag aften, blev på et splitsekund forvandlet til voldsorgie i Palads-bio

Det der skulle have været en hyggelig tur i biffen for en masse mennesker torsdag aften, blev på et splitsekund forvandlet til voldsorgie i Palads-biografen i København.

Et stykke inde i bandefilmen ’Ækte Vare’ skabte otte-ti unge af anden etnisk herkomst voldsom ballade, da de begyndte at overfalde de øvrige biograf-gæster med spark og slag. Desuden blev der ifølge politiet trukket en kniv.

- Det var fuldstændig kaos. Fire eller fem er kommet til skade, og to af dem blev kørt på skadestuen, den ene med en stor flænge i panden, oplyser den centrale efterforskningsleder ved Københavns Politi, Sune Christensen, til tv2.dk.

Desværre nåede politiet ikke at anholde gerningsmændene, der nåede at stikke af mod Rådhuspladsen, hvor de hoppede ind i en bus – angiveligt med kurs mod Nørrebro.

- VI har ikke de bedste signalementer, selvom der var mange vidner inde i biografen. Alle forsøgte bare at komme ud, da der opstod kaos, siger Sune Christensen.

Overfaldet: Der var meget blod
En af de personer, der her til aften blev overfaldet i biografen er 18-årige A., som tv2.dk fik kontakt med, mens han endnu var i ambulancen på vej mod skadestuen. Han har ikke lyst til at stå frem med sit navn, men redaktionen er bekendt med hans identitet.

Den 18-årige var den værst tilskadekomne, da han fik en dyb flænge i panden efter et slag med noget, der føltes som en jernstang.

- Det startede med at en kvinde bad en gruppe oppe foran om at være stille, fordi de igennem hele filmen havde siddet og larmet. Det fik dem til at fare op, og da jeg bad dem om at slappe af begyndte de at gå løs på mig, fortæller A, der altså blev ramt hårdt i hovedet med en genstand.

- Der var meget blod, men jeg har det ok.

Trods en fuld biografsal var der ikke nogen, der kom A til undsætning, da den store gruppe overfaldt ham og de øvrige med spark og slag.

- Der var mange mennesker derinde, men der gik først tre-fire minutter før Palads’ vagter kom til og fik dem ud, siger den 18-årige, der efter hospitalsbesøget forventer at politianmelde episoden.