Rørende farvel til Mandela - se højdepunkterne her

Klokken fem i morges dansk tid begyndte programmet for Nelson Mandelas begravelse.

Klokken fem i morges dansk tid begyndte programmet for Nelson Mandelas begravelse. Eks-præsidentens kiste blev svøbt i det sydafrikanske flag, og herefter blev kisten placeret på en vogn. Vognen var en del af optoget mod teltet, hvor begravelsesceremonien skulle holdes.

4.000 gæster blev inviteret til begravelsesceremonien. Mandelas familie og repræsentanter fra flere afrikanske regeringer og udenlandske ledere var mødt op. Blandt de fremmødte var Prins Charles, den tidligere norske statsminister Jens Stoltenberg og Oprah. Under begravelsesceremonien blev flere sange sunget og flere af de fremmødte holdt taler.

En af de mest rørende taler kom fra Ahmed Kathrada, der var Mandelas medfange på Robben Island.

- Nu er det uundgåelige sket. Han har forladt os for at gøre ANC's A-hold følgeskab. Jeg har mistet en bror, og jeg ved ikke hvem, jeg nu skal vende mig mod, sagde den meget berørte Ahmed Kathrada fra talerstolen.

Den upopulære nuværende præsident i Sydafrika, Jacob Zuma indledte sin tale med en sang, som gav genlyd på de sociale medier:

Tredje del af begravelsen var ved selve begravelsesstedet. Der havde været en kontrovers om præcis hvor Mandela skulle begraves, men Qunu endte i sidste ende med at blive valgt.

Efter ceremonien blev Nelson Mandela båret til sit sidste hvilested af kistebærerne. Her blev det sydafrikanske flag fjernet og de militære medaljer og dekorationer på kisten blev fjernet og overrakt til chefen for det sydafrikanske forsvar som gav det videre til præsidenten.

Kistebærerne saluterede og trak sig tilbage. Nationalhymnen blev spillet, og 21 skud blev fyret af som salut. Efter Reveillen, der er en militær-melodi på trompet, trak militærets kistebærere sig også og Biskop D. Dabula sagde de sidste ord. Det hele sluttede af med nationalhymnen.