80-årig død: Klemt ihjel i elevator på Axelborg

En 80-årig mand er død efter en ulykke i en elevator på Axelborg.

En 80-årig mand er død efter en ulykke i en elevator på Axelborg. Personen er blevet dræbt ved en ulykke med en såkaldt Paternoster-elevator, der kører i ring - man stiger af og på mens elevatoren kører.

- Det er korrekt, at der er sket en ulykke med elevatoren, og at en 80-årig mand er død ved ulykken. Han er blevet klemt ihjel. Men vi kan ikke sige, hvordan det er sket. Vi afhører vidner på stedet, og Arbejdstilsynet er rekvireret, siger Henrik Stormer, Københavns Politi, til TV 2.

- Vi er ved at afhøre vidner nu, siger politiets indsatsleder på Axelborg til TV 2.

Ifølge eb.dk sendte Københavns Brandvæsen klokken 16,47 en specialtjeneste til Axelborg til en fastklemt i en elevator, der blev sendt akutlæge og ambulance.

Det lykkedes at få frigjort personen fra elevatoren, og akutlægen ydede behandling på stedet, skriver eb.dk.

Der findes paternoster-elevatorer andre steder i Danmark, på Christiansborg, Frederiksberg Rådhus og i Danske Bank på Holmens Kanal. Men der bygges ikke nye af slagsen.

Det er nemt at komme til skade i Paternoster-elevatorer, fordi man springer af og på mens elevatoren er i fart, hvor man kan snuble. Derfor opføres ikke nye af slagsen, men de gamle elevatorer i historiske bygninger er blevet bevaret.

Den 80-årige var på Axelborg på rundvisning med et selskab, og det er personer i dette selskab, Københavns Politi afhører for at finde ud af, om nogen har set, hvad der skete, da manden blev fastklemt i elevatoren på 3. sal på Axelborg. Også en repræsentant for Arbejdstilsynet er kommet til Axelborg.

- Vi er tilkaldt fordi vi har fået at vide, der har været en ulykke med en elevator, bekræfter repræsentanten for Arbejdstilsynet overfor TV 2.